Vandfald i stride strømme

Vandfaldstur til hele 16 store Svenske vandfald i sensommeren.

Teltet og soveposerne er pakket, ja faktisk er hele bilen fyldt godt op!! Vi er nu, sidst i august, endelig på vej til Sverige og Norge. Norge bliver dog droppet i løbet af ferien. Der opstår usikkerhed om coronaproblemer, så vi holder os til Sverige. Det betyder desværre at bl.a. en planlagt tur til øen Vega og fjeldene De Syv Søstre, må blive en anden gang.

Den første aften overnatter vi i Våmåbadet, og her er der en virkelig fin og sjov udstilling ved et hus tæt derpå. En total retrooplevelse med benzintank og bil, samt en saloon i bedste amerikanske stil med et væld af små sjove detaljer. Der er nogen der rigtig har hygget sig med at lave alt det, og et kæmpe arbejde!

Efter 2 dage er vi i Gäddede i det nordlige Jämtland. Vi kører ad Villmarksvägen, og har udset os nogle seværdigheder undervejs.

Første seværdighed på turen er Hallingsåfallet, et imponerende vandfald, der har et fald på 40 m, hvorefter Hallingsån fortsætter gennem Sveriges længste canyon på ca. 800 m. Vi kører ad en lang grusvej indtil de sidste 2-3 km. Her parkerer vi og følger en sti langs elven op til vandfaldet. Udsigtsplatformen over for vandfaldet er lukket af pga fare for skred, så vi må beundre og fotografere vandfaldet fra andre vinkler. Vi er heldige med, at der er sol af og til, hvilket skaber en smuk regnbue i vandstøvet fra faldet. Man kan også vælge at køre helt op til vandfaldet, så her er pludselig en del turister.

Næste dag går det op forbi Store Blåsjön til Lia Ranch i Ankarvattsliden. Smukt sted at campere, fredeligt ved en stor sø. Vi er sent på sæsonen, så der er ikke nogen af de campingpladser vi overnatter på, der er overfyldte. Tværtimod oplever vi for det meste, at vi er det eneste telt. Det er campervans og campingvogne, der dominerer pladserne.

Undervejs mod Ankarede er der lige et vandfald vi må se: Bråkkåfallet, som er tæt ved vejen i en høj canyon. Imponerende.

Ankarede ligger lidt afsides og er et specielt sted, for her har samerne samlet sig så længe man kan huske og gør det stadigvæk. Ved midsommer, til bryllup, dåb eller bare for at mødes. Her er et smukt kapel og en masse velbevarede trækåter. Desuden en café med skønne hjemmebagte cremeboller 🙂

Der er flere vandreruter her, men vi tager den 4 km. lange rute langs Lejarälven ud til vandfaldet Lejarfallet. Som de fleste steder her i Sverige, er der lagt spanger (træplanker) ud ved specielt våde og mudrede områder. Så fint! Vandfaldet er imponerende og bliver fotograferet både nedefra og oppefra. Vi når lige kaffe og kage ved cafeteriet inden lukketid 🙂

Det har været en flot dag med klar himmel og sol – hvilket også betyder en kold nat med temperaturer under frysepunktet. Så – der er is på teltet om morgenen, og en smuk rimtåge ud over søen.

Nord for Store Blåsjön ligger Naturreservatet Bjurälven med en spændende og helt unik vandrerute gennem Bjurälvens Karstområde. Elven her løber delvis gennem underjordiske kalkbjerge. Karst er benævnelsen på det meget specielle landskab, der dannes på kalkbjerge med helt eller delvis underjordisk vandløb. Forudsætningen for det dramatiske karstområde langs Bjurälven er tre: kalkbjerg, sandjord og vand. Bjerggrunden her er usædvanlig kalkholdig og oven på det findes et tykt lag sand, som har ligget her siden istidens is smeltede. Når kulsyre reagerer med bjerggrunden og dermed underminerer sandjorden, opstår der fascinerende former og huller, som kaldes Doliner. Der opstår også grotter. Doliner er et nyt ord for os, det er tragtformede huller, hvor det underjordiske vandløb har opløst kalkstenen og dermed falder det overliggende jord/sand ned og føres bort med vandet. Der findes her mere end 300 Doliner. Den største er 20 m. dyb og ca. 50 m. i diameter. Vi ser den, der skulle ligge evig sne i bunden, men kan faktisk ikke se bunden… Vi ser rigtig mange doliner i alle mulige størrelser. Også flere mindre grotter undervejs.

Vi runder ude ved det såkaldte Colleseum, hvor vi spiser frokost med en flot udsigt ud over »Blinda Dalen«, og fortsætter turen tilbage.

Ved slutningen af den 6 km. lange rundtur, får vi øje på Grytrennän. Et stort tørlagt stykke af elven, 100 m langt og op til 7 m bredt med en række store og små skulpturerede skålforme i klipperne. De er formet gennem tusinder af år af sten og strømhvirvler. På store områder er der også fine muslingeformede mønstre/aftegninger på klipper og sten – kaldet facetter – som også er dannet af vand og småsten samt det faktum, at den letopløselige kalksten sammen med kulsyren i vandet har opløst stenene. Måske har denne rende engang været en vandfyldt grotte eller tunnel, hvor taget nu er borte. (Kilde: Karstlandskab i världklass, Bjurälvens väg över och under jord. Udgivet af Natur och Kultur i Jämtlands Län). Sikke en spændende tur med masser af gode informationstavler undervejs.

Vi er tæt på den norske grænse her og undervejs på den 3 kilometer vandring før vi kommer til rundturen ved Naturreservatet, er der information om, hvordan flygtninge fra Norge gik denne vej ind over grænsen til Sverige under 2. verdenskrig. Ude ved P-pladsen ligger gården Leipikvattnet, og her har været beboelse siden 1800-tallet, og gården er stadigvæk i brug.

Næste dag fortsætter vi ad Villmarksvägen. Passerer igen et flot vandfald Gaustafallet, som ligger tæt ved vejen. Vandfaldet har været med i filmen Ronja Røverdatter, så det var lidt specielt at se. Canyonen her havde voldsom stejle sider, som virkede lidt truende, når man står lige under dem.

Vi er nu kommet op til det sydlige Lappland, og når Stekenjokk – vejens højeste punkt på 876 moh. Dagen i dag er pivkold – 7 grader – våd og blæsende. Alligevel må vi ud at se stedet, som også er et stort mineudvindingsområde og græsningsområde for rener. Her er milevid udsigt 360 grader rundt.

I Klimpfjäll må vi ind og se Norgesfarargården. Det var den første gård der blev bygget i Klimpfjäll i begyndelsen af 1800-tallet. Det har været en driftig gård op gennem tiderne med forskellige ejere. Her var også senere en slags gæstgiveri for de ”handelsfarere”, der skulle til Norge, deraf navnet. I perioder har den desuden fungeret som skole.  Nu er den et meget interessant og fint museum, og der er en hyggelig cafe der serverer kokekaffe og kanelboller, eller vafler hvis det er det man ønsker.

Inden vi kommer til Saxnäs kører vi ad en grusvej op til Fatmomakke, en samisk kirkeby som ligesom ved Ankerrede har været og stadigvæk er et samlingssted for samere. Kirken bliver stadigvæk brugt. Der er desværre et rigtig dårligt vejr da vi er her. Det regner og det er koldt. Så vi haster lidt rundt. Ser de mange fine trækåter, hvoraf en er åben. Et fint forrådskammer der står på pæle, et velbevaret hus, Länsmannsstugan, hvor lensmanden og præsten boede sammen i 1850. Og ikke mindst den fine kirke, som heldigvis er åben. Her er den fineste døbefond lavet af en birkeknude, samt en speciel malet altertavle.

I Saxnäs lejer vi en lejlighed på vandrehjemmet – det er for træls med telt, kulde og regn. Vi trænger også lige til at have en aften i varme og tørvejr.

Temperaturen næste dag kommer ikke over 8 grader. Vi er kørt videre og stopper nu ved det berømte og vældig imponerende Trappestegsforsen. Det er virkelig de mest imponerende ”trappetrin” som vandet fra Kultsjön fosser nead. Det begynder desværre at regne igen.

Næste vandfald er Dimforsen, lidt længere nede ad Kultsjön. Vi parkerer ved vejen og går ad en sti med masser af trærødder ned til et flot udsyn til fossen. Her er i øvrigt også dejlige modne tyttebær.

Ved Stalon følger vi et skilt op til en udsigt. Og herfra kan man rigtignok se langt omkring. Der er lidt råkoldt, så turen går videre mod Kittelfjell. Vi har udset os en campingplads her, men den viser sig at være ret så ucharmerende. En helt ny plads med grus overalt, stadigvæk under opførelse og med en del campingvogne. Ikke et græsstrå at se! , så vi fortsætter til Grönfjäll. Her er der også en plads, men heller ikke her satser man på telte. Da vejret bestemt ikke er blevet bedre, lokker det med en hytte. Vi er sent på sæsonen, så er det forholdsvis let at leje hytte. En dejlig hytte er det, med eget køkken og toilet, soverum og stue til 550 svenske kroner, så det bliver til to dage.

Vandreruterne her findes lige uden for døren, så det kan ikke være meget bedre. Den første dag går vi en tur i omegnen, følger en scootervej et stykke og går et stykke ud ad en grusvej inden vi laver aftensmad. De vanker en øl om aftenen 😊

Næste dag bliver brugt på en fin fjeldtur op gennem skoven og videre ind gennem en lang, frodig dal langs elven Grantonbäcken. En let tur uden stigninger ind gennem dalen. Vi finder en masse dejlige blåbær, så en posefuld kommer med tilbage til müslien næste morgen. Vi er også så heldige at finde en lille håndfuld multebær, de er ellers færdige alle steder, men her var lige en gruppe efternølere 😊

Plukker også kvan, som senere bliver hængt til tørre i bilen og nu herhjemme er forvandlet til et snapseudtræk.

Vores næste base er Dikanäs. Den udsete campingplads er lukket, men efter at have ringet til ejeren, får vi mulighed for at slå telt op alligevel og sørge for os selv. Får anvist nøgle til servicebygningen, så alt er fint. Og vi har virkelig det hele for os selv 😊

Om eftermiddagen kører vi op til Matsdal og Kanan. Vi er blevet lokket af en beskrivelse af Bullerfallet, som skulle være et vandfald i Vilhelmina kommunes måske smukkeste canyon. Vi finder skiltet, og starter på turen. Her mangler der lige lidt af Sveriges fantastiske ”spanger”, men heldigvis ikke et problem for os. Ret hurtigt kommer vi til et stykke af elven, hvor vi pludselig skal vade! Nå, men det gør vi så, og fortsætter turen indtil vi kommer til et mindre vandfald. Her har en gruppe piger tændt bål og sidder og hygger. Vi fortsætter op gennem skoven. Kommer langt op!! Da vi opgiver og vender rundt, finder vi på vej tilbage den rigtige sti ned til Bullerfallet. Også her har vi antydning af regnbue i vandstøvet, her er fint, så vi sidder et stykke tid og nyder det, inden turen går tilbage til bilen. Ved vadestedet er vi lige lidt dovne og springer igennem uden at tage støvlerne af… hmmm… de var våde indtil næste dag efter det stunt.

Lige ved campingpladsen er der en flot elv, Dalsån. Vi kan se et vandfald fra vejbroen, så vi følger en grusvej derop. Det er også fint, men der er bygget et lille vandkraftværk ved vandfaldet, så det er lidt svært at få et fint udsyn ud over vandfaldet.

Næste camping bliver i Vilhelmina. Pladsen er ubemandet på nær et par timer sidst på dagen, og her er det ikke nogen dejlig og stille nat der venter os. En gruppe udlændinge fra byen holder pladsen vågen til efter midnat med høj musik, sang og råb. Ved halv tre-tiden om natten starter de igen ude på vejen, så det var virkelig ikke nogen god oplevelse.

Videre gennem Strömsund og ind mod Valsjöbyn kun få kilometer fra norske grænse. Vi er nu kørt ind i Jämtlând igen. Her slår vi lejr på en hyggelig fiskecamp ved søen Rörvattnet. Vejret er varmt og dejligt, vi sidder ude i fint solskin og spiser aftensmad.

Dagen efter er igen en vandfaldsdag. Vi starter med at køre ind til Rötviken og dreje ind mod Ansättåns canyon. Her er der hele tre vandfald: Storforsen, Källarforsen og Broforsen. Elven Ansättsån løber faktisk ud i vores sø Rørvattnett ved campingpladsen.

Vi går ad en grusvej og møder først Storforsen, som styrter lige ned i en stor dam. Lidt længere oppe i canyonen er det Källerforsen. Den har ikke så brat et fald, men er næsten vildere og breder sig ud over klipperne inden den forsvinder ned i elven. Sidste på denne vandfaldstur er Broforsen. Der er en lille bro over elven, hvor canyon’en er smallest og meget dyb. Broen har været anvendt som overgang i mange år. Lidt højere oppe ad elven er der blankslebne huller og jættegryder.

Vejen her kaldes Fiskevägen, og der er vitterlig mange søer, elve og vandløb her. Undervejs videre til Haslingsåfallet gør vi holdt og spiser frokost ved Toskströmmen. En elv som er kendt via forfatteren Hans Lidmans bøger, som vi har flere af derhjemme på hylden. Hans Lidman var blandt andet passioneret fluefisker.

Hasslingsån er næste stop. Vandfaldet her er også en slags trappetrins-vandfald og meget imponerende. Vi går længe rundt på stenene, her er meget smukt.

Sidste vandfald i dag er Rengsfallet, som vi finder helt oppe ved Valsjöbyn. Vandfaldet her er bredt og mægtig. Det har styrtet ned på denne måde i 9000 år siden sidste istid, og kaldes også for Hotagens Tännforsen. Der er vandstær her, og vi ser den også. Det siges, at den dykker ind gennem faldet og bor bag vandfaldet. Der er også hele 6 rødstrubet lom i søen neden for faldet.

Det var en stor vandfaldsdag i dag. Om aftenen har vi bestilt en hjemmelavet elg-burger i restauranten på campingpladsen. Mums, og en værdig slutning på en fin dag.

Næste dag kører vi ned til Krokum og videre ad E14 mod Norge. Vi kører igennem Åre, som er et stort skisportssted med store boligområder med etagebyggeri. Helt mærkeligt at se efter alle de små almindelige byer vi ellers er kørt igennem. Men det er også Sveriges alpine centrum. Videre gennem Duved, hvorefter vi drejer fra. Et stykke inde er Tännforsen, som er et af Sveriges største vandfald. Det falder 38 meter og er 60 meter bredt, så det er virkelig stort og mægtigt.

Det blæser lidt i dag, så vandstøvet fra faldet går lige mod os og gør kameralinserne våde…. Men sikke et flot syn, vi har også her fornøjelse af regnbue i vandstøvet, endda en dobbelt regnbue.

Det er et turistpræget sted, for første gang oplever vi, at vi skal betale p-afgift for at holde på parkeringspladsen. Vi tager en time til 30 kr, og når kun lige akkurat at se og fotografere det hele. Frokosten spiser vi et andet sted, vi vil alligevel ikke betale for at få lov til at spise vores egen mad…

Vi kører nu lidt sydover og målet er Vålådalen. Undervejs er der lige endnu et vandfald på vores vej, Vålåfallet 😊

Turen hernedad er lidt nostalgisk, vi var her engang for mange år siden, hvor vi havde combicampen med.
Camperer ved Fångåmon og går en lille tur om aftenen ned mod Ottsjön. Det er ved at være tidligt mørkt om aftenen, så vi må tilbage til teltet i tide.

Det går fortsat sydover. Mod Svenstavik og Tänna, hvor vi kører ad vej 3ll ned mod Särna. Det viste sig at være en ret så kroget vej med masser af sving og bakker. Men et flot område med store sletter, skov og vådområder. Vi ser endelig et par spredte rensdyr undervejs her. Kører igennem Sveriges højest beliggende by Högvålen, 955 moh. Vi holder ind ved et Loppis – og det viser sig at være et godt valg. Et hyggeligt sted, hvor et privat hjem er næsten forvandlet til loppemarked med – som ejeren fortæller – arvegods fra familien. Vi finder et par ting her, som vi køber og får en pose æbler med til billige penge oven i handlen. Der vrimler med Loppis-skilte langs vejene i Sverige! Mange er dog lukket for sæsonen, og mange er helt små og med rent ud sagt ikke særlig interessante eller gamle ting.

Undervejs ser vi også en flok traner på en mark.

Vi slår det meget våde telt op i Särna. Det er heldigvis hurtigt tørt, så alt er godt. Pladsen her er også lukket, så vi må vente til i morgen med at betale for overnatning.

Næste morgen er målet Sveriges højeste vandfald, Njupskär, med et frit fald på 70 meter. Vi så det første gang i 1975, og vi har glædet os til at skulle se området igen. Vi kan selvfølgelig ikke huske den mindste lille smule!! Desuden er det blevet en stor turistattraktion, der er en kæmpestor p-plads, og rigtig mange mennesker her. Det ligger i Fulufjällets Nationalpark, hvor der er rigtig mange vandreruter.

Vi er heldigvis tidligt på færde, så turen på omkring 1 kilometer ind til vandfaldet har vi stort set for os selv. Der er arbejde i gang med at forbedre gangbroen helt ind til vandfaldet, så den vej er desværre lukket. Alligevel er der et flot udsyn til vandfaldet her fra den eksisterende bro. Erik er inde over stenene og kommer lidt tættere på faldet. Det er et flot syn. På vej tilbage vrimler nye turister til….

Vi fortsætter sydover, passerer Mora og Malung. Ved Bunkris er det tid til frokost, og helt tilfældig stopper vi ved et stort trætårn, som vi ser og tænker at det ser helt specielt ud. Det viser det sig også at være. Det er et brandtårn, 24 m højt, og da det er placeret ca. 600 moh, er der en utrolig udsigt ud over skovområdet omkring. Det er også det, der har været hensigten med tårnet, hvor en brandvagt havde mulighed for at opdage brande i det store skovområde, hvor der i 1800-tallet blev en øgende efterspørgsel efter tømmer, og dermed også vigtigt at have kontrol over skovbrande. Tårnet blev bygget engang i 1890’erne.

I byen Älvdalen forsøger vi også at huske tilbage til 1975, men også denne gang uden held. 😊

Vi går en tur i byen og køber en is og en sjov lille container til te og sukker lavet af birketræ og birkebark i en genbrugs/loppemarked butik.

Vi kører helt til Sunne, hvor vi camperer på en KÆMPE-plads! For første gang får vi tildelt et nummer, hvor vi skal slå teltet op. Her er VARMT!! – så natten kan indtages uden alt det ekstra udstyr 😊 som lagenposer, tæpper og ekstra sokker….

Sidste dag, tager vi en lille omvej ned til Göteborg, og kører ud til Ekenäs, hvor vi aldrig har været. Tænkte det kunne være fint at se lidt af Vänern. Men ak, vejen er lille og snoet, og der er ikke noget vand at se overhovedet undervejs ned til Ekenäs. Selv ikke hernede ved spidsen, kan vi se ret meget af søen. Dog en fin tur frem og tilbage, igen med et par traner på en mark, men også en lidt træt chauffør efter den lille, snoede vej. Han så ikke ret meget andet end vejen…

Færgen går fra Göteborg, og vi er hjemme i Egense ved halv ni-tiden. Mætte og glade efter en dejlig ferie.

På opdagelse i Nationalpark Thy

Teltet bliver pakket sammen – denne gang “luksusteltet” med plads til bord og stole indendørs, til forskel fra vores små fjeldtelte. Plads er booket i Nationalpark Thy på Nystrup Camping i Klitmøller.
Vi får en ilddåb, eller rettere sagt en vanddåb ved ankomsten med skybrud, torden og lyn samt heftig regn. Det er heldigvis kun udenfor, at det sejler med vand – alt er tørt inde i teltet.

Ingen vandreture den dag – ud over en lille aftentur ned til Vesterhavet. Eneste oplevelse er det nye Nationalparkcenter Thy i Nørre Vorupør. Centret er vist ikke officielt indviet endnu, men en udstillingshal er åben og man kan købe kort og bøger samt få lidt brochurer. Der er en flot udstilling med en stor interaktiv landskabsmodel over hele nationalparken med stier, byer, fortællinger m.v.
Aftensmaden bliver lavet og spist inde i teltet. Heldigvis klarer det lidt op om aftenen. Regn, bulder og lyn fortsætter dog hele natten med.

Dagen efter må vi ud og opleve noget, og vi har fin solskin og ophold indtil om eftermiddagen. Turen går til Lodbjerg Fyr. På turen derned oplever vi endelig det meget specielle og storslåede landskab med klitheder og plantager.
Lodbjerg Fyr på 35 meter troner op over landskabet. Fyret har sendt lys ud over Nordsøen siden 1884, og lyser stadig med to hvide blink hver 20. minut. Udsigten fra fyret er helt forrygende, selv om det er diset i horisonten. Vi spiser frokost i området omkring fyret.

Vi går det meste af Sorte Næse Ruten, 6,2 km. , går dog samme vej tilbage. Ruten går hen over Lodbjerg Sande og ned langs den særprægede kystklint “sorte næse”. Klinten er op til 10 m. høj og består af moræneler som er overlejret af flyvesand. Man kan være heldig at finde fossiler her, og jeg fandt en stump af et forstenet søpindsvin 🙂 Efter frokosten går vi Bavnehøjruten på 3,6 km.

Da vi når tilbage til Klitmøller, står det ned med regn igen….. Efter aftensmaden klarer det dog op, og vi får en rigtig fin tur på Trojborgruten 2,9 km, som starter og slutter lige ved campingpladsen. En spændende og afvekslende rute med masser af modne mosebøller og klokkelyng, der lyser op på klitheden. En tur til havet med en fin solnedgang runder dagen af på bedste vis.

Næste oplevelse er Isbjerget, der er Hanstholm Vildtreservats højeste punkt, en kæmpehøj 56 m. over havet. Den 2,6 km. lange rute mod toppen følger en gammel hulvej og snor sig stejlt op ad den gamle kystskrænt fra stenalderen. Vi må have regntøjet på og en poncho uden om rygsækken, det regner temmelig meget undervejs op til toppen. Flot udsigt herfra ud over Hanstholm Vildtreservat og ned over Nors Sø.
Ved Vandet sø går vi først Årbjerg ruten, som viser sig at holde sig inde i Vilsbøl Plantage, så det kunne have været sjovere. Ruten er kun på godt 2 km. , så vi snupper lige Hulvejruten på ca. 1 km. bagefter i samme plantage.
Om aftenen igen en fin solnedgang ud over Vesterhavet.

Dagen efter går vi fra campingpladsen langs kysten ind til Klitmøller by, der ligger lige midt i strækningen Cold Hawaii. Det er en helt speciel by, hvor hovedvægten helt sikkert ligger på surfing, lige fra paddleboard, longboard til vindsurfing og kitesurfing. Rigtig spændende og et mylder af liv på trods af at det regner pænt meget ind imellem.
Cold Hawaii – er surfernes betegnelse for kyststrækningen i Thy mellem Agger og Hanstholm, hvor der er intet mindre end 31 gode surfspots. Cold Hawaii har fået sit navn, fordi området har nogle helt særlige vindforhold, der minder om dem, man kan finde på Hawaii.

Ellers noget af en regnvejrsdag igen, så der bliver læst bøger og løst krydsord samt opladet iPads og mobil i fællesrummet.

De næste to dage er vejret rigtig fint – tørvejr og en del sol 🙂
Vi kører op til den nordlige del af Hanstholm Vildtreservat, til Tved Klitplantage, hvor vi finder Sårup og Savbjerg Ruten på 5 km. Ved rutens sydligste punkt er der et udsigtstårn med udsigt ud over vildtreservatet. Her ser vi endelig krondyr. De går langt ude i klitterne, der er et par mindre flokke, så det er godt vi har kikkerten med, ellers havde vi aldrig fået øje på dem. Vi møder et lokalt ægtepar, der er ude for at plukke kantareller. De har to bøtter med lækre svampe. Vi så også kantareller flere steder på vores ture, de pibler frem her efter regnen.

Næste stop er Tved Kirke. Kirken fortæller historien om landskabets forandringer og konsekvenser for dem, der boede her. Store dele af Tved sogn blev ødelagt af sandflugt og med tiden måtte gårde og huse rundt om kirken give op og flytte længere mod øst. Kirken blev stående og man gjorde en stor indsats for at holde kirkegården fri for sand. Efterhånden som Tved klitplantage voksede til, forandredes landskabet til det vi ser i dag. Kirken er fra 1100-tallet og der er fine kalkmalerier fra 1100-1500 inde i kirken, som er åben for offentligheden.

Vi spiser frokost ved kirken og går Langesande ruten på 6 km. En sande er det samme som en vandreklit. Langesande ruten starter fredeligt i frodig løvskov, men inde ved et vådområde er stien helt oversvømmet, så det kræver lige lidt snilde at komme videre. Ved Langesande kommer man højt op og har igen en flot udsigt over klitten til en lille sø.
Vi snakker lidt med et par lokale ryttere. Manden bor ved Nors Sø og han kunne fortælle, at der på de sidste 4-5 dag er kommet 80 mm regn.
Om aftenen fråser vi i Fish & Chips fra Hanstholm Fisk. Det var rigtig fin fisk, men meget friture….

Vores sidste dag i Nationalparken bliver udnyttet optimalt. Vi kører ned til Bøgsted Rende i Tvorup Klitplantage. Her går vi ruten Bøgsted Rende, der en stor del af vejen følger bækken/renden omgivet af høje klitter. Der har ligget en vandmølle på stedet, og den gamle møllesten kan ses tæt ved parkeringspladsen. Vi ser den store Båke, et sømærke, som er en af tre tilbageværende båker i Thy.
Bøgsted Rende ligger i Thagård plantage som er en af syv forsøgsplantager mod sandflugten i Thy. Her er der 200 år gamle birketræer krybende langs jorden i kampen mod vestenvinden. Et rigtig specielt et af slagsen ser vi lige i starten af ruten Thagård Plantage på 2,9 km. Der er også rigtig mange forkrøblede fyrretræer og lave vindblæste egetræer undervejs.

 

Vi kører ud til den gamle landingsplads Stenbjerg. Her er fint – de gamle velbevarede hvidkalkede huse står på begge sider af vejen ned mod havet. Nede på stranden ligger der flere fiskerkuttere trukket op på stranden. Vi spiser frokost her, og slår et smut inden om udstillingen i Redningsstationen med den gamle redningsbåd, redskaber, redningsveste og en masse interessant historie om redningsvæsenet gennem årene. Redningsstationen blev etableret i 1884.
På vej tilbage til Klitmøller er vi ude ved Vangså, hvor vi går en tur ned til vandet. Der er rigtig gang i bølgerne i dag og dermed også i surfere og kitesurfere.

Ved Klitmøller kører vi ned til Vesterhavet på nordsiden af byen. Her fortsætter vi på gåben lidt nordpå, både på stranden og i klitterne. Her går redningsvejen, som kan følges til fods fra Lodbjerg Fyr op til Hanstholm. Ruten følger i øvrigt Vestkyststien, som går hele vejen fra Agger Tange til Bulbjerg og er på næsten 100 km.
Om aftenen blæser det og og det rusker kraftig i teltdugen hele natten.

En uforglemmelig og rigtig interessant og spændende ferie i det store og komplekse område som Nationalpark Thy er. Vi har kun set en brøkdel af, hvad der er at se i denne Nationalpark med den storslåede og meget særprægede natur.

 

 

Vandreture i Jyske Ås

Jyske Ås – Fejborg Bakke – Nymølle Bæk og Knøsen

En onsdag i juni med det fineste solskinsvejr, kører vi op mod Brønderslev og videre til Hellum. Første stop er en vandretur i Fejborg Bakke. Vi bliver hilst velkommen af en Rød Glente, der svæver lige over os flere gange. Den gule afmærkede rute på ca. 4 km. starter her fra P-pladsen på Dybvadvej. Ruten følger på en lang strækning dele af Hærvejen.
Det bliver en fin og meget varieret tur. Sikke smukke dale, bakker og skov vi bliver ledt igennem. Her vrimler det med blomster, og flere steder er det helt hvidt af Vandkarse. I skoven forstyrrer vi et lille rålam, der lige kigger os an og derefter løber væk.

Inden frokost finder vi op til en fin langdysse, der ligger tæt ved vejen. En stor dæksten er synlig med et lille kig ind under stenen. Langdyssen stammer tilbage fra Stenalderen.

Efter at have spist madpakken, kører vi videre til Nymølle Bæk, og parkerer på Nymøllevej. Også her er det gul rute vi følger. Vi starter med at gå ned i en frodig dal igen.  Gyvelen, der er på sit højeste, giver farve på skråningerne, og i de lidt fugtige områder er der både vandkarse og engkarse. På en vidtstrakt blomstereng er der grupper af trevlekrone, der lyser op blandt alle de gule smørblomster, som ellers dominerer her, som mange andre steder lige nu.

Ruten leder os gennem store skovområder med bakker op og bakker ned! Hold da op et kuperet område. Flere steder er der endda sat “hjælpetov” op langs de stejleste strækninger. Bøgetræerne her er mange steder flerstammede, kaldet bøgerøller, som er karakteristisk for skovbevoksningen her. En veludviklet bøgerølle har mellem 15 og 30 stammer. Træet deler sig under jorden og skyldes stress, dels på grund af det barske klima og de tørre morænebakker, dels fordi rådyr eller kvier har bidt af træet mens det endnu var ungt. (kilde: nymoelle-baek.pdf)

Vi finder den gamle kvaderstensbro, der fører over en klar og rislende Nymølle Bæk. Ved slutningen af turen er vi heldige at finde en Bakke Gøgelilje.

Inden vi vender snuden mod Egense igen, gør vi holdt i Dronninglund Storskov. Vi skal da op på Knøsen, som med sine 136 m. er højeste punkt på Jyske Ås. Knøsen er oprindelig en Bronzealderhøj og stammer fra ca. år 1000 f. Kr. Ved siden af Knøsen ligger den lidt mindre Knaghøj, 127 m. Der har engang været fin udsigt herfra; men træerne har vokset sig store, så nu er udsigten desværre skjult af trætoppe.

Det bliveren fin tur til Jyske Ås, hvor der er meget mere at se og dermed basis for flere ture.

 

 

 

Lille Vildmose og Smidie – endelig en elg

Turen er gået til Lille Vildmose flere gange her i maj. En af dem på cykel.
Vi cykler via Ny Høstemarksvej og videre rundt på grusvejene, mens vi nyder den fine og helt særlige natur, der er her i mosen. Vi ser som altid en rørhøg svæve over tagrørene, og i den sidste af de store gravebaner ved Høstemark skov, er der en stor flok grågæs, nogle bramgæs og en skeand.
Vi fortsætter til Høstemarkstårnet, hvor vi drikker te og tager et kig fra tårnet. Herfra ser vi en trane, der ligger på rede.
På vej hjem bliver vi indhentet af en voldsom regnbyge, så det er et par helt gennemblødte pensionister, der endelig når tilbage til sommerhuset.

Et par dage efter kører vi ned til Tofte Sø Tårnet. Her stiller vi bilen og går ud gennem skoven mod plankestien ind på Tofte Mose. Der bliver lige nu arbejdet på en ny sti ad en nyetableret tørvevold det sidste stykke mod plankestien. Her er der også lysnet op, fældet buske og træer, så der nu er fint udsyn ud over vådområdet mod nord.

Sørme om ikke vi pludselig ser en elg 🙂 Det er kun anden gang det lykkes for os, og vi kommer ofte her i Vildmosen. Det er bare helt fantastisk. Elgen står længe og kigger på os, mens vi også kigger på ham. Han står omkring 75 m. fra os. Går så stille og roligt videre hen over de våde enge og forsvinder ind i hegnet af træer. En stor oplevelse og vi føler os fantastisk heldige.

Erik får øje på et lille insekt, der sidder nede i græsset. Det viser sig at være en guldsmed, en Blå Libel. Den er virkelig meget smuk.
På trods af de lidt svære adgangsforhold med sumpede tørvestier, som er under forbedring, kommer vi ind på plankestien. Altid imponerende fornemmelse at stå inde på den vidtstrakte mose. Der er mange fugle i skoven med dominans af løvsanger, skovsanger og gransanger.

Det begynder at regne på vej retur; men vi når tårnet uden at blive alt for våde. Her spiser vi frokost i selskab med landsvalerne, der flyver ind og ud ad vinduet og sidder og pludrer inde i tårnet tæt på os. Udenfor tordner og regner det!
Vi har også landsvaler hjemme ved sommerhuset. De har udset sig tørresnoren under udhænget, som en fin landingsplads. Tjekker også jævnligt hjørner af for muligheder til rede!! Men selv om vi er glade for svalerne, så gider vi altså ikke at de bygger rede på terrassen, så vi har hængt plastikstrips op for at forhindre det. Det virker faktisk udmærket.

Undervejs tilbage til Egense, kører vi omkring den lille landsby Smidie. Får fotograferet en rapsmark, der står i stor kontrast til den sorte uvejrshimmel. Fortsætter forbi Kongstedlund med den fine allé af seljerøn. Her åbner himlens sluser sig for alvor. Det tordner, lyner og hagler som vi sjældent har oplevet det. Vi holder stille, lidt i ly af træerne, mens haglene hamrer ned på bilen. Der bliver ikke noget af at fotografere her i dag.
Bagefter er vejkanter og jordbunker helt hvide af hagl, og der løber en flod af regnvand ned ad vejen.

Allerede to dage efter er vi tilbage i Smidie og Kongstedlund. Undervejs er vi heldige at se en trane fouragere på en mælkebøttemark. Nu er der solskin, drivende skyer og blå himmel. Rapsmarkerne står flotte og gule. Der er lærkesang og masser af svaler i luften over markerne. 
Vi går en tur rundt om byen. Følger Nordsøstien noget af vejen og ellers biveje og grusveje.
Det lykkes også at få fotograferet alléen med seljerøn ved Kongstedlund 🙂

På vej hjem gør vi holdt ved Rovfugletårnet. Spiser den medbragte frokost. Undervejs har vi set en rørhøg, en glente og en havørn. Oppe i tårnet spotter vi to traner langt ude i området.

Hestehove – hvide og røde

Foråret er her! Også selv om der er frost om natten og bidende kold vind om dagen. Solen skinner, lærken synger og den første vibe er hørt. Og finder man et godt læsted kan man fint sidde ude.
Nogen af de allerførste blomster, ud over vintergækker og erantis, er hestehovene. De røde myldrer som sædvanlig frem, mens de hvide er lidt mere sjældne. Vi har en lokalitet i nærområdet ved Lundum, hvor vi tager hen hvert år, for at tjekke dem ud. Også følfod er en af de tidligste blomster i naturen. Anemonerne også godt på vej, flere steder i fuldt flor, andre steder har de kun lige vist sig mellem de visne blade.

På turen mod Lundum passerer vi et meget fint naturområde med skov, bakker og både dyrkede og udyrkede marker. Her så vi hele 7 musvåger en dag på samme sted, og en stor fin havørn. Det var da virkelig usædvanligt.
I disse første måneder af året har der været flere små flokke af halemejser, troldænder i vådengene og en del grågæs på markerne.
De første sommerfugle er også i fuld sving. Masser af nældens takvinge, men også den gule citronsommerfugl.

Sidst i marts går vi tur i Sondrup plantage. En fin tur og dejligt at gå et nyt sted. Næste gang vi går her, må vi finde en rute uden for skoven, måske i bakkerne. Vi var nede ved fjorden, hvor man kan se over til Vorsø. Vi har madpakken med, og ser en lille træløber og hører spætten mens vi spiser.
På vej hjem runder vi Trustrup Høje, går en tur op på toppen og nyder udsigten herfra.

Nu er vi taget til Nordjylland i sommerhuset i Egense. Vi har været heldige med nogle fine Påskedage, hvor vi kunne sidde ude og spise frokost, og har gået en dejlig lang dagstur med gode venner. Ellers må vi sige, at vi holder os meget for os selv endnu i disse coronatider. Vi har ikke haft besøg af familien fra Skanderborg i Påsken. Erik har fået sin indkaldelse til vaccine, Karen venter stadig. Det bliver godt at komme på den anden side af den, så der kan komme lidt ro på, og vi kan se familie og venner igen inden døre.

 

 

Patchwork, hæklerier og strikkede sokker

Det er ved at være længe siden jeg sidst lavede en blog med håndarbejde.
Der er dog løbende produceret mange forskellige ting, både af stof og med garn, i hånden og på maskine. Så her er et lille udvalg af forskellige projekter.

To juletræstæpper er der fremtryllet, et til familien i Skanderborg og et til familien i Sydney. Begge syet efter samme mønster med lidt forskellige stoffer. Desuden et lille firkantet til vores eget lille juletræ, som er blevet meget lille efter vi er flyttet i lejlighed.
Af julerier er der hæklet to sæt Bo Bojesen-aber forklædt som juleaber, et sæt hver til familierne i Skanderborg og Sydney. Aberne har jeg et godt mønster på, og har hæklet mange helt almindelige brune aber, men disse her juleaber har jeg selv konstrueret opskriften til efter lidt inspiration på Pinterest.
Også to langbenede nissebørn kom i kalenderpakkerne i år, og en lille rund pyntedug er syet i hånden. 

 

Nu er jeg også kommet med på “flag-trenden”, og har syet mange små dannebrogsflag i hånden. Kassen med flag på billedet er givet til vores svigerdatter Merete, som ønskede sig flag til at hænge på en troldegren. Derfor fik de små kroge. En anden kassefuld (som jeg ikke fik taget billede af) er lavet som almindelig flagranke på en snor og sendt til Sydney med julepakken i 2020. Jeg har lavet flag i flere forskellige størrelser, en hyggelig lille ting at sidde med.

 

I løbet af året har jeg syet på et billede med to dompapper i et snelandskab. Det har været lidt af en udfordring, resultatet er ok, kunne dog være blevet meget bedre, men jeg har lært en masse under forløbet, som jeg kan bruge til mit næste billedtæppe.

 

Muleposer kan man aldrig få for mange af, og de er desuden gode at have som gaver, så der er syet nogle nye af dem. De to er syet fortrinsvis i hånden, mens den med de blå farver er helt på maskine.

 

Her de sidste par måneder har jeg øvet mig lidt i at sy små pennalhuse og kosmetikpunge med lynlåse. Det er sjovt at få brugt nogle af sine rester til noget fornuftigt. Et par grydelapper blev eksempelvis til af rester fra barnebarnet Sebastians aflagte bukser, som blev syet om til shorts. I det hele taget har jeg mange stofrester, det er ikke ret tit jeg køber nyt stof, mest hvis det er et større projekt jeg skal i gang med. 

 

Og så er en storfamilie af påskehare-poser tryllet ud af symaskinen. De skal fyldes med æg til børnebørnene til Påske.

 

En stander til iPad’en og et cover til den nye PC er rigtig praktisk at have. Standeren er speciel god når vi Skyper med Tommy fra Sydney.

 

Året igennem  strikker jeg ofte sokker, mest til os selv, men op til jul er det blevet en tradition, at der er sokker i kalenderpakkerne. En meget vigtig detalje her er, at der skal være en lakridspibe gemt i sokkerne 🙂 Det var noget som vores sønner huskede, at deres mormor altid gjorde. Hun strikkede sokker til vores drenge, puttede en lakridspibe i og sendte sokkerne med posten.
Jeg strikkede hygge-spiralsokker til Anders og Merete i julegave, og havde ikke kommet lakridspiber i sokkerne!! Til stor skuffelse for Anders 🙂

 

Vores niece fik her i efteråret en lille søn. Han har fået navnet Eskild, og Eskild fik ligesom sin søster Trine en hæklet elefant. Opskriften på elefanten er fra Stof og Stil, og jeg har hæklet den flere gange som gave til små nye verdensborgere i familien.

 

Lige nu strikker jeg firkanter af restegarn. Jeg har en masse forskellige rester, som ikke rigtig kan bruges til andet end den slags, så mon ikke der engang bliver lavet tilstrækkelig mange, så der kan blive et tæppe ud af det.

 

Nytår 2021

Fantastisk fyrværkeri klokken 12 her i Egebjerg. Det nye år bliver skudt ind med store ønsker om, at vi kommer gennem coronapandemien, får vaccine til alle danskere og vores hverdag tilbage.

2021 er startet som 2020 sluttede med grå og våde dage. Lidt frost og sne de seneste dage; men her hos os er alt stort set grønt igen. Solen har kun vist sig meget lidt den sidste måned! Alligevel har vi gået mange ture, næsten som vi plejer. Kun er der taget temmelig mange færre billeder i den periode….

På en roemark ved Højballevej raster en stor flok Sangsvaner. I slutningen af 2020 så vi Snespurve ved Dokkedal. Senere var der Skeand, Spidsand, Knarænder og Pibeænder i vådområdet omkring Egebjerg Enge og en flok Fuglekonger i Hansted skov. Så der sker alligevel altid et eller andet på turene.

Den største og sværeste forandring i det nye år er, at vi har solgt vores dejlige hytte i NordNorge. Så nu er det eventyr slut og et nyt må rigtig gerne begynde 🙂

Sommer i Nord-Norge

Coronaen har gjort, at vi først er kommet til Nord-Norge, 70 grader nordlig bredde, midt i juli. I starten havde vi lidt blandet, men helt fint vejr. Derefter det skønneste sommervejr i mange dage her, tæt på de 30 grader. Nu, midt i august, er vejret slået om, så der hænger skyer nede om fjeldene og Kvænangstinderne er ind imellem helt forsvundet… Men, men… mon ikke vi ser den smukke blå himmel igen inden længe.

Vi har nydt de første par uger med midnatssol, og indtil nu også pænt lyse nætter. Har haft det mest fantastiske blomsterflor overalt, fanget fine torsk og sej, lavet saft af gederamsens smukke violette blomster og fundet de første små kantareller i skoven.

 

De første multebær er også plukket. De modner i meget spredt fægtning; men når de først er begyndt, må man være på pletten for at få de lækre bær. Egentlig har vi syltetøj i massevis fra sidste år! så vi tænker at begrænse plukningen, hvilket er ret så svært, når de nu er lige der og smager så godt 🙂 Så vi får se, nogen af bærrene indtil nu er forvandlet til is i stedet for syltetøj.

Har været heldig at møde hele fire dværgfalke, sikkert unger, der fløj larmende omkring. En af dem satte sig endda til rette på vores rækværk 🙂

Huset er blevet malet i år. Erik klarede endnu engang at stå øverst på den høje stige og male helt oppe i spidsen af gavlen. Bare så flot!! Ingen aldershindringer der.

Fjeldture og småture har der som altid været gode muligheder for, og vi udnytter vejret så snart vi kan. Der har været meget vand i elvene på grund af forårets store snesmeltning. Vi gik endnu engang fra Langfjorddalen op langs Russelven. Denne gang kom vi helt op til det øverste vandfald. Store områder var nemlig endnu dækket af sne, hvilket gjorde det meget lettere at komme frem, og på den måde slap vi for at tumle rundt i de mange sten. Så to vandstære.

En tur i dalen bag Laslettind, hvor Laslet-elven løber ned og ud ved Alteidet, er altid en fin oplevelse. I år vrimlede det med plettet- og skov-gøgeurt her.

En helt ny rute fra Ut i Nord, er beskrevet op til Jøkelfjordklubben. Der var endnu ikke lavet en mærket sti, men det lykkedes os alligevel at finde vej 🙂 Forrygende udsigt ud mod Nøklan og Skorpa, Kvænangstinderne, Spildra og helt ud til det store hav. Samt ind i fjorden mod Øksfjordjøkelen og toppen af Langfjordjøkelen.

Ture langs fjorden, til fyret ved Storengneset, op til Storengelvens Vandfald og i skoven er altid hyggelige, og kan faktisk også godt få pulsen lidt op 🙂

 

Farvefyldt forår

“Kom maj du søde milde”

Flot vejr i april og de første dage af maj med masser af sol. Vi har gået ture næsten hver eneste dag.
I Klosterskoven ved Egense har vi fulgt bøgen fra de spæde lysegrønne blade til nu, hvor alt er grønt.

I udkanten af skoven er der en brakmark, hvor der i år myldrer med de smukkeste vilde stedmoderblomster.

Tyndakset gøgeurt står stolte i skovbunden og lyser op med deres dybe blålilla farver, og bliver helt rødlilla i sollyset. Snart tager liljekonvallerne fat og overtager skovbunden med duftende hvide blomster.

Lige nu er vi i østjylland. Her er der bakker, der bliver farvet gule af mælkebøtter. Hvide frøplanter spreder sig med hundredevis af små paraplyer, når man går på marken. Mange steder er der fine gule døvenælder.

Ousted kirke er omkranset af vidtstrakte gule rapsmarker, og fra Møgelhøj ved Ejer Baunehøj er der en mageløs udsigt ud over det danske landskab. Ved et lille vandhul vokser der en masse smukke Storblomstret vandranunkel. Vores tøj er efter denne tur gult af pollen fra mælkebøtter og raps 🙂

Nu står også æbletræerne i fuldt flor de fleste steder. Håber de klare sig, på trods af truslen med let frost. Smukke er de med de lyserøde knopper og hvide blomster.

Foråret er bare en optimistisk årstid. Selv her i denne dystre coronatid, hvor verden er vendt helt på hovedet, kan man glædes over naturens ukuelige livskraft.

 

Tasmanien rundt, og gennem dele af Victoria

Med imponerende naturområder, vandfald, platypus, slanger og masser af wombats og wollabies

Denne blog er kun en lille appetitvækker. Vil du læse mere, er der her en artikel om hele turen og masser af billeder 🙂

Rigtig mange gode, anderledes og spændende oplevelser dette år i Australien, hvor vi har været i omkring 2½ måned.

Primært et besøg hos familien, som vi fejrer en dejlig jul og nytår sammen med. Det er ikke ofte vi har haft den mulighed, så det nyder vi. Gået mange ture omkring Manly og de nordlige kyster og strande.

Midt i januar tager vi afsted for os selv. En rejse, der har været planlagt og arbejdet med i detaljer gennem mange måneder hjemmefra. Booking af biler, overnatninger, planlægning af ruter og research på ture og oplevelser. Et kæmpearbejde, som især Erik har været mester for, og som virkelig viser sig at være guld værd undervejs.

Vi har telt med og ender med 37 overnatninger i telt og sovepose, 2 overnatninger i cabins (på Tasmanien) og 3 overnatninger på hotel (i Melbourne). I vores telt er der lige plads til to therm-a-rest liggeunderlag, og hovedpuden består af en sammenlagt jakke i et pudevår 🙂
Vi lejer bil i Devonport (Tasmanien) og senere i Ballerat (Victoria). Overnatter på vidt forskellige campingpladser, primitive frie campsites, tjekkede pladser og alt ind imellem.

 

Det bliver en tur med utrolig mange spændende og anderledes oplevelser og vandreture. Små og store. I bjergområder, f.eks. Craddle Mountain, Mt. Field, Wilsons Prom og Mt Buffalo samt rigtig mange andre steder. Masser af vandring i regnskov med fantastiske og særprægede træer og buske, imponerende udsigter, rigtig mange flotte vandfald, smukke blomster og spændende dyr. Alt sammen oplevelser vi aldrig glemmer.

 

Vi kører Tasmanien tyndt og set rigtig mange områder her på denne smukke ø. Smager på honning, æbler, kirsebær, vine, meatpies, fish and chips m.v. 
Snakker med et utal af venlige mennesker undervejs. Andre campister og lokale indbyggere og får masser af spændende og gode historier.
Ser store dele af det østlige Victoria,  smukke bakkelandskaber, imponerende bjergområder, guldgraverområdet ved Ballerat og smager på skønne vine i Murray River området.

Besøger nationalparker, huler med fanstastiske stalagtitter, stalagmitter og glowworms. Bestiger bjerge og kører ad et væld af små snoede veje.

Vi ser wombat, forskellige slags kænguruer, wollabies, pademelons, black tiger slanger, platypus, echidna, cape barren geese, papegøjer, cockatoos, galah og lyttet til et utal af koocaburra-latter, samt til mange andre fuglestemmer.

 

Helt utrolig meget har vi oplevet på de mange vandreture, hvor vi også har set rigtig mange imponerende kæmpetræer, specielle træer, sodsvedne træer, smukke snowgums, tree-ferns og mange, mange andre slags træer.