Kategoriarkiv: Egense

Knortegæs og rødben – tur langs strandengen

En smuk tur langs kysten og strandengene i Egense denne torsdag formiddag ud til den lille ø Ladestedsrevl. Stille og klart vejr med sol og hvide skyer.

Massevis af knortegæs både på engene og i vandet for tiden. I dag er der også mange rødben og en del ryper tæt ved kysten. Lidt ude på vandet ligger en lille gruppe bramgæs.

På grund af vestenvinden de sidste dage, er det meget højvandet, men vi kan lige vade over til Ladestedsrevl uden at få vand i gummistøvlerne 🙂

Rådyr og efterårsfarver i Egense

Efter flere dage med regn og blæst fra morgen til aften, er det befriende at kunne gå tur igen og nyde naturen, som her sidst i oktober har budt på fine oplevelser. I Klosterskoven ved Egense, er der stadigvæk smukke farver på blade og træer, og de blomstrende benved er slet ikke til at stå for. På en stubbemark er der et væld af fine blå stedmoderblomster.

En tur langs østkysten til en lille skov byder hele to dage i træk på synet af en lille flok rådyr på omkring 12 dyr, der græsser på en mark.
I det lave vand og på sandbankerne lidt længere ude, er der en del vadefugle. Store flokke af regnspover, mange gæs, flere rødben, hejrer og almindelig ryle, og så en meget lille ryleart, som vi ikke er sikre på hvad hedder.
I dag er der en flok silkehaler i træerne her i sommerhusområdet, og på turen ud til de gamle bådehuse ved fjorden, ser vi mange halemejser i skovområderne.

 

Hyld, fløjlsgræs og rabarbersaft

Lige nu er de smukke hvide hyld sprunget ud i markskel og skovkanter. Der er masser af store klaser, så et syltetøjsglas er fyldt med blomster og vodka til en dejlig sommersnaps. Den skal kun trække 2-3 dage, så måske er den allerede klar til lørdagsfrokosten.

Naturen lige nu byder på mange farver og dufte. Marker med lilla fløjlsgræs og gule smørblomster, duftende hybenroser og hvidkløver. Masser af sommerfugle flyver omkring, og svalerne har travlt med at fange insekter. Et vibepar forsøger at jage en krage væk, der er sikkert store unger, der skal forsvares.

Ved vandløb og søer vrimler det med den lille fine Blåvinget Pragtvandnymfe.
De første Pomerans høgeurt er lige sprunget ud i blomsterengen.
Der har været rigtig mange rabarber, så nu står der næsten 4 liter dejlig rabarbersaft og en stor skålfuld kompot.

 

Fuldmåne og solnedgang

En aften i april er vi nede ved havnen i Egense for at se solnedgangen hen over Limfjorden. Vi følger stien langs Kattegat hjem, og her er himlen helt rosa, og månen står højt på himlen og laver genskin i havet.

Tirsdag den 21. april er der den fineste fuldmåne. Billedet er taget gennem okularet på vores teleskopkikkert.

Fuldmåne sidst i april

Fuldmåne sidst i april

Fiskerhuse, liljekonvaller og vind over Limfjorden

En tur gennem Klosterskoven ved Mou, hvor der lige nu er så grønt, så grønt, og hvor liljekonvaller myldrer op i skovbunden.

Liljekonvaller

Liljekonvaller

Helt ude ved Limfjorden ligger der en lille klynge gamle fiskerhuse. Smukke lyslilla engelsk græs og gule smørblomster står idyllisk langs husene.

 

Gamle fiskerhuse

Gamle fiskerhuse

Frønnede både ligger ved husene

Frønnede både ligger ved husene

Vejet er: Sol, blå himmel og en hård blæst, der fejer skyerne afsted hen over himlen og giver skum på bølgerne.

fjorden

Hjejler og Bramgæs

En tur langs kysten ud til Ladestedsrevl gav en bonus på 2-300 hjejler.

hjejler3

hjejler2

hjejler1

Sjovt med hjejlerne, vi så en flok præcis samme sted sidste år.
Et par viber blandede sig med flokken mens de sad på engen, og nogle gravænder græssede tæt derved.
Mens jeg var i fuld gang med at fotografere de mange hjejler, kom en lille flok bramgæs lige hen over hovedet på mig 🙂
knortegaes-1

En fin dag, ikke så varmt her ude ved kysten som flere andre steder i landet, men frokosten blev spist på terrassen.

På tur efter regnvejret

Først på eftermiddagen holder det heldigvis op med at regne, så vi finder kamera og kikkert frem og går en god tur langs vejen ind til Egense by. Herfra ud til Kattegatkysten og ad Nordsøstien hjem. Der er meget vand alle steder. Grøfterne er så fyldte, som vi sjældent har set det før, og på vejen er der store pytter og masser af vådt græs.
Gråvejr og regn bliver efterhånden afløst af opklaring og glimt af solen.
I den lille sø ved skoven spejler de endnu efterårsklædte træer sig i vandet. Der hænger dråber fra regnen i knopperne på træerne, og hybenbuskene er næsten helt gule nu.

Ude på vandet er der store flokke af knortegæs og edderfugle. Et par sangsvaner flyver syngende hen over vores hoveder.

Der ligger store bunker af tang langt op på græsset langs vandet. Det er tydeligt at se, hvor højt vandet har stået i sidste uge, hvor der var store oversvømmelser på grund af ekstrem meget nedbør her i Nordjylland.

Sensommer i Egense

Fine, varme sensommerdage her sidst i august. Heldigt, at vi er i Egense netop i disse dage. Vi skal have styr på hus og have igen efter udlejningssæsonen.

Om formiddagen myldrer det med stære på volden. Der lyder et sus i luften, når de letter. Der kommer flere og flere – der er mange hundrede til sidst. De findet et eller andet spiseligt kan vi se. Pludselig er de alle væk igen, og vi kan høre dem kvidre videre i træerne i nabolaget.

Endelig er vi her igen på det tidspunkt af året, hvor malurten blomstrer. De fine små gule blomster er raspet af og står nu og trækker til vores yndlingssnaps. Malurt essensen bliver efter vores mening allerbedst på denne måde. Og lageret er ved at være brugt op :-). Blomsterne skal trække fra 1-5 dage før de filtreres fra. Essensen skal derefter have lov til at stå i et årstid, før den har en god og fyldig smag.

Om aftenen går vi en tur ved vandet. Et flot rødt skær ligger hen over Kattegat, og mod vest farver solen himlen gul/orange hen over træerne.
I fjorden sidder en lille flok måger på stenene og gør aftentoilette 🙂

Haletudser i maj

fjorden-ved-baadehusene

Limfjorden med udsigt over til Hals, og færgen i horisonten

En fin lille gåtur i dag i det dejlige solskin ud til de små bådehuse, der ligger ved Limfjorden lidt vest for Egense havn og sommerhusområdet. Undervejs passerer vi en lille fin sø, hvor der er smukke gule smørblomster langs bredden. De gule iris er endnu ikke sprunget ud. I dag vrimlede der med små sorte haletudser i vandkanten.

Vi fulgte fjorden hen til sommerhusene og gik gennem området hjem. Det har været det flotteste solskinsvejr hele dagen.

Det voldsomme uvejr med lyn og torden, hagl og masser af vand blev ikke til så meget her i fredags. Vi slap med lidt torden og lyn og selvfølgelig regn. Men slet ikke i de mængder der kom i flere andre egne af landet. Her på billedet trækker det op, og det blev mørkt som om aftenen, selv om klokken kun var otte om morgenen.

Hjejler i flok

I Egense giver en tur ud til den lille skov ved engene næsten altid nogle fine oplevelser.

Massevis af hjejler flyver op fra pløjemarken

Massevis af hjejler flyver op fra pløjemarken

I dag så vi en meget stor flok hjejler. Der var rød glente, 4 stenpikkere, toplærke og tornsanger. Lærkerne synger fortsat lystigt, der er en del viber og svalerne har travlt med at fange insekter.

Strandmalurt er ved at være fin grågrøn, så farverne mellem strand og hav er markante. Langs markvejen er engelskgræs lige startet med at springe ud og lyser op mellem alt det grønne.