Kategoriarkiv: Håndarbejde

Ny symaskine

pfaff-symaskinen-webJeg har fået en ny symaskine 🙂 En Pfaff Ambition Essential, som nu erstatter min 25 år gamle Singer.

Jeg har fået syet nogle småting, for at afprøve alle de mange nye faciliteter, der nu pludselig er til rådighed. Symaskiner har udviklet sig til små computere på de år jeg har haft min gamle, gode Singer, så i starten var jeg stolt over bare at kunne finde ud af at SY 🙂 på dette nye vidunder.

Nu kører det rigtig godt, og jeg har fået syet en lille kurv, en mulepose og et babytæppe. På muleposen har jeg prøvet nogle af de mange, mange sømme der er at vælge imellem. Sjovt! Der er stadigvæk mange uprøvede funktioner.

taske-web

Jeg har været så heldig at få en bunke nye skønne stoffer i fødseldagsgave – dejligt. Nogen af dem har jeg brugt lidt af her. Desuden har jeg en del stof, som jeg har arvet efter min mor. Det er bl.a. rester fra flere at hendes egne syprojekter, hun syede meget tøj til sig selv for år tilbage. Der er også gamle duge og mellemværker fra min bedstemor og min svigermor. Kønne hæklede, syede og kniplede ting, som kan forvandles til mange spændende nye produkter. Kun fantasien sætter grænserne.

 

Håndarbejde

I disse mange timer, som vi trods alt har været inde i vores dejlige hytte, har der været god tid til at lave nogle små håndarbejds-projekter. Altsammen syet i hånden. Jeg har eksperimenteret lidt med den runde brødkurv serviet i mønstret Double Wedding Ring. Det er første gang jeg prøver at lave runde og ovale former. Men lidt sjovt. Kun manglede jeg en passer til at få det helt perfekt, den må med herop når vi kommer igen.

Den lille “pung”, syet i Japansk foldning, er lavet af stof jeg har fået af min mor. Hun har haft en skjortebluse, som hun selv har syet af det ternede lilla stof. Lidt hyggeligt at man på den måde kan genbruge og genkende stofferne.

Tasker i patchwork

Jeg købte dette fine taske-mønster, som hedder Inga, og stoffet til dem hos Hannes Patchwork på nettet, og har nu syet to tasker. Patchworksiderne er alle fire syet i hånden, ens på for- og bagside, og ellers er taskerne syet sammen på maskine.
De er begge til julegaver, så forhåbentlig falder de i vores svigerdøtres smag 🙂

Pakkekalenderen er klar

kalendernissewebSå fik jeg syet kalendernissen til vores yngste barnebarn Sebastian, som lige er blevet 3 år. Pakkerne er klar til at blive pakket ind og hængt på. Jeg har lavet en aftale med Sebastians mormor, så vi kan deles om pakkerne.

I år er det første gang, der ikke bliver sendt pakkekalendergaver til Australien! De kommer til Danmark sidst i december (HURRA), og så er de også ved at være store? Selv om man nok aldrig bliver for stor til den lille leg 🙂

Amigurumi

Har lige fået disse tre små venner gjort færdige. Jeg er blevet lidt bidt af at hækle små amigurumier. Den lille hund skal Isabella ha’ og den grønne djævel er til Jacob. Så må vi se, hvad de siger til dem 🙂

Tre små venner

Tre små venner

Norske Lovikkavanter

Jeg har lavet mine første filtede vanter. Det var sjovt. Har strikket dem efter en opskrift fra en god bekendt i Norge, som selv strikker og filter masser af fine, fine håndarbejder. Hun kalder vanterne for Bonkosvotter – og de er strikket efter en gammel  opskrift der ligner Lovikkavanterne. Det er byen Lovikka i det nordlige Sverige, der har givet navn til de berømte vanter. Hvorfor de hedder Bonkosvotter i Norge ved jeg ikke. Vanterne blev en julegave til Merete.

vanter

May Britt – hedder min gode bekendt – strikker og syr de fineste ting. Hun har sin egen blog: http://stubbetufsa.blogspot.no/ som jeg ofte kigger ind på. Her er der billeder af håndarbejde, og af alle hendes imponerende, fine blomster og grøntsager, som hun dyrker selv. Hun og hendes mand bor ikke så langt fra, hvor vi har hytte, så vi kan altid lige tjekke på hendes blog, om der er kommet sne oppe hos os 🙂