En dag i august med tåge på fjeldtoppene, kører vi ned til Kvænangsbotn og håber på lettere vejr dernede. Selv om solen ihærdigt prøver at komme igennem, lykkes det ikke; alligevel synes vi, at det er fint vejr til en god lang dagstur ind til Dalstua og videre langs Kvænangselven næsten op til Storfossen.
I bunden af Kvænangsbotn, lige efter broen over elven, drejer vi ind ad en grusvej, som vi følger ca. 4 km ind til en P-plads. Med forsigtig kørsel i almindelig bil går det fint, selv om der er temmelig mange huller og den slags i vejen. Vi er nu heller ikke de eneste, der holder allerede 4-5 biler herinde.

Vandreturen starter ad en fin skovvej. Snart kommer vi til en spektakulær hængebro, der bringer os tørskoet over Kvænangselven. Ruten fortsætter på den anden side af elven, snor sig ind og ud i skovområdet – langs elven og oppe på bakkerne. Undervejs er der opsat kasser med interessante og nyttige informationer om skovdrift og lignende fra gammel tid. Snart når vi den fine gamle skovstue – Dalstua – som blev opført omkring 1880 i forbindelse med skovdrift og tjærebrænding.

Efter at have kigget lidt på hytterne her, fortsætter vi videre gennem skov og myrområder (med dejlige modne multebær, mums) nogle kilometer længere ind i dalen.
Vi finder et godt sted på nogle sten nede ved elven, hvor vi spiser frokost. Der er virkelig knald på vandet her. Iflg. kortet er vi tæt på vandfaldet, men vælger alligevel at gå retur.

I det sidste stykke af skoven før parkeringspladsen er der rigtig mange svampe, der lyser op i skovbunden med gule og brune farver mellem alt det grønne.

Vi fortsætter de sidste 300 meter hen til søen Rundvannet for at se den. Her er en familie gået i gang med at riste pølser på bål, og en hjemmelavet båd skal søsættes. Det ser hyggeligt ud.

Det har været en rigtig fin tur, der var mange insekter i dag, men vi klarede skærene uden at blive syltet ind i myggemiddel. Turen viste sig at være på 25.672 skridt, vist det meste vi har været oppe på endnu. Man kan leje Dalstua, dog ikke den gamle skovstue, men en lidt nyere hytte der ligger et par meter væk. Så måske var det en ide til overvejelse.

En af de første dage i august er vi nede på Miljøstationen ved Badderen med nogle dunke og malerbøtter.
Vi kører ud mod Dorras og videre til Bankenes. Her parkerer vi bilen og fortsætter til fods langs fjorden ud til Molviksøra. Det er en fin tur, vi har gået den flere gange.

Stille og roligt vejr, solen er lige ved at titte igennem. Eneste malurt i bægeret er en del irriterende fluer, mest når vi går igennem græs, men det er dem der bider…
Der er fin udsyn til øen Nøklan her fra kysten. Vi passerer en laksefarm, dem er der virkelig mange af i fjordene her omkring (for mange??).
Ruten her er speciel fordi den flere steder snor sig op over fjorden på siden af fjeldet. Dækket mange steder med stenskærver, så den er fin at gå. På en lang strækning er der rester fra et gammelt stengærde, som stadigvæk holder stien på plads.
Der ligger et par forladte huse herinde, hvor der har boet folk indtil måske engang i 60-erne. Mindst et af dem er stadigvæk i brug som hytte af familien.

På stranden og især på et næs ved et af de gamle huse, har der samlet sig hundredvis af sølvmåger samt nogle få svartbag og strandskader. Hele flokken letter, da vi kommer nærmere. Vi fortsætter ud til rullestensbugten. Her får vi eftermiddagste, hvorefter vi går lidt rundt i området. Der kommer mange tyttebær her om en måneds tid. Og enebær. Der ruller også lige et par rullesten ned i rygsækken 🙂 inden vi vender næsen og støvlesnuderne retur mod bilen.