Kategoriarkiv: Lille Vildmose

Lille Vildmose og Smidie – endelig en elg

Turen er gået til Lille Vildmose flere gange her i maj. En af dem på cykel.
Vi cykler via Ny Høstemarksvej og videre rundt på grusvejene, mens vi nyder den fine og helt særlige natur, der er her i mosen. Vi ser som altid en rørhøg svæve over tagrørene, og i den sidste af de store gravebaner ved Høstemark skov, er der en stor flok grågæs, nogle bramgæs og en skeand.
Vi fortsætter til Høstemarkstårnet, hvor vi drikker te og tager et kig fra tårnet. Herfra ser vi en trane, der ligger på rede.
På vej hjem bliver vi indhentet af en voldsom regnbyge, så det er et par helt gennemblødte pensionister, der endelig når tilbage til sommerhuset.

Et par dage efter kører vi ned til Tofte Sø Tårnet. Her stiller vi bilen og går ud gennem skoven mod plankestien ind på Tofte Mose. Der bliver lige nu arbejdet på en ny sti ad en nyetableret tørvevold det sidste stykke mod plankestien. Her er der også lysnet op, fældet buske og træer, så der nu er fint udsyn ud over vådområdet mod nord.

Sørme om ikke vi pludselig ser en elg 🙂 Det er kun anden gang det lykkes for os, og vi kommer ofte her i Vildmosen. Det er bare helt fantastisk. Elgen står længe og kigger på os, mens vi også kigger på ham. Han står omkring 75 m. fra os. Går så stille og roligt videre hen over de våde enge og forsvinder ind i hegnet af træer. En stor oplevelse og vi føler os fantastisk heldige.

Erik får øje på et lille insekt, der sidder nede i græsset. Det viser sig at være en guldsmed, en Blå Libel. Den er virkelig meget smuk.
På trods af de lidt svære adgangsforhold med sumpede tørvestier, som er under forbedring, kommer vi ind på plankestien. Altid imponerende fornemmelse at stå inde på den vidtstrakte mose. Der er mange fugle i skoven med dominans af løvsanger, skovsanger og gransanger.

Det begynder at regne på vej retur; men vi når tårnet uden at blive alt for våde. Her spiser vi frokost i selskab med landsvalerne, der flyver ind og ud ad vinduet og sidder og pludrer inde i tårnet tæt på os. Udenfor tordner og regner det!
Vi har også landsvaler hjemme ved sommerhuset. De har udset sig tørresnoren under udhænget, som en fin landingsplads. Tjekker også jævnligt hjørner af for muligheder til rede!! Men selv om vi er glade for svalerne, så gider vi altså ikke at de bygger rede på terrassen, så vi har hængt plastikstrips op for at forhindre det. Det virker faktisk udmærket.

Undervejs tilbage til Egense, kører vi omkring den lille landsby Smidie. Får fotograferet en rapsmark, der står i stor kontrast til den sorte uvejrshimmel. Fortsætter forbi Kongstedlund med den fine allé af seljerøn. Her åbner himlens sluser sig for alvor. Det tordner, lyner og hagler som vi sjældent har oplevet det. Vi holder stille, lidt i ly af træerne, mens haglene hamrer ned på bilen. Der bliver ikke noget af at fotografere her i dag.
Bagefter er vejkanter og jordbunker helt hvide af hagl, og der løber en flod af regnvand ned ad vejen.

Allerede to dage efter er vi tilbage i Smidie og Kongstedlund. Undervejs er vi heldige at se en trane fouragere på en mælkebøttemark. Nu er der solskin, drivende skyer og blå himmel. Rapsmarkerne står flotte og gule. Der er lærkesang og masser af svaler i luften over markerne. 
Vi går en tur rundt om byen. Følger Nordsøstien noget af vejen og ellers biveje og grusveje.
Det lykkes også at få fotograferet alléen med seljerøn ved Kongstedlund 🙂

På vej hjem gør vi holdt ved Rovfugletårnet. Spiser den medbragte frokost. Undervejs har vi set en rørhøg, en glente og en havørn. Oppe i tårnet spotter vi to traner langt ude i området.

På tur i en forårsklædt Tofte Skov

I en af Påskedagene er vi på en guidet bustur ind i Tofte Skov i Lille Vildmose. En lukket skov, hvor man kun kan komme med guide fra Vildmosecentret.
Altid imponerende at køre igennem denne helt specielle, fredede skov, der dækker et areal på ca. 4000 ha og er blandt de største sammenhængende naturskove i Danmark.

Vi ser en del vildsvin og masser af store og små områder, hvor de har pløjet jorden op. Helt utroligt! Der er små flokke af krondyr og rådyr inde mellem træerne. Vi gør holdt tæt ved skovkanten, hvor højmosen breder sig ud. Her er turens mål: Det nye udsigtstårn og en plankesti et lille stykke ud på højmosen. Tårnet er imponerende flot og rejser sig 17 meter, lige akkurat op over trætoppene, så man heroppefra har en forrygende udsigt ud over højmosen med Toftesø ude i horisonten.
Højmosen er den største, intakte højmose i den nordvestlige del af det europæiske lavland. (Kilde: https://lillevildmose.dk/)

Forårshilsen fra skov og bakker
På hjemturen kigger vi til kobjælderne, som lige nu er på sit højeste og myldrer frem i bakkerne ved Dokkedal.

Mange små træer og buske er nu sprunget ud og lysegrønne bøgetræer lyser mere og mere op i skoven for hver dag der går. Bare så smukt. Vi går en tur i Klosterskoven ved Egense sidst i april.
Vi ser de første gøgeurter, anemonerne har været i gang længe, masser af den Lille Kålsommerfugl i en selvsået rapsmark og falken, der er på jagt efter mus.


Og til slut lidt fra den hjemlige front

Påskeharen har været på besøg i Påskedagene og gemt æg, som børnebørnene var så heldige at finde ude i haven. En hyggelig tradition.

Efterår og oversvømmelse efter stormen Ingolf

Efterårsfarverne er ved at være på retur. Vi får de sidste med os på en tur i Klosterskoven ved Egense. Vi er i skoven to gange, men løber ind i en bukkejagt den ene gang, så vi må haste ud af skoven igen. Anden gang får vi gode billeder af skovens sidste farvepragt. Vi er heldige at se en flok rådyr – 11 stk. – på marken, så nogen har da undsluppet bukkejagten 🙂

Hård vind og oversvømmede marker efter stormen Ingolf møder os søndag eftermiddag, da vi kommer til Egense sent i oktober. Sidst på dagen går vi en tur for at se på oversvømmelserne. Vandet stiger fortsat, så et større og større stykke af marker og stier står efterhånden under vand. Fascinerende og lidt skræmmende at overvære – og vi er lige nu taknemmelige for voldene for enden af vores grund ned mod havet.

Der ligger mange hundrede knortegæs på de oversvømmede enge. Også andre vadefugle er her, bl. a. ryler og desuden masser af måger. Solen er ved at gå ned og kaster gyldne og røde farver af sig. Det er næsten sort sol når knortegæssene sværmer op og skifter til et nyt sted at fouragere.

I Lille Vildmose går vi turen gennem skoven og op på toppen af Kællingebjerget. Der går en lille flok sangsvaner på marken nedenfor bakkerne. Vi havde håbet på at se en af elgene, men det blev altså ikke lige i dag 🙂

Kobjælder, Anemoner og forår i luften

Store Bededag er der det skønneste, lune forårsvejr. Sol og høj blå himmel. Det skal udnyttes, så vi kører til Dokkedal om formiddagen og går en lang tur op gennem bakkerne. Endnu er bøgen ikke sprunget ud her, men anemoner er der masser af i skovbunden.
Vi er på udkig efter Kobjælderne, og det viser sig, at de er ved at springe ud lige nu. Der er kun meget få af Opret Kobjælde, men de der er, er bare så fine. Det er også den mest sjældne af de to arter.

Går også en tur ud på molen og træbroen. Et par smådrenge er optaget af at fange krabber her i det lave vand.

I bakkerne tæt ved kirken vrimler det allerede med nikkende kobjælder. De allerfleste er bittesmå og dunede endnu, og man skal kigge godt efter for at få øje på dem. Men hist og her er der udsprungne planter. Vi forundres hvert år over denne lille, smukke blomst.

Efter en dejlig frokost på terrassen kører vi ned til Vildmosen. Her går vi tur ved Portlandsmosen langs det nye elge-hegn. Følger de gamle, overgroede banespor fra tørvetoget. Det er endnu muligt at komme ind på den anden side af hegnet; men det er nok slut, når elgene engang bliver sluppet løs i området. Efterhånden er alle vores små smuthuller hist og her i Vildmosen blevet “civiliserede” med organiserede stier.

Vi fortsætter ned til Brandvagtstårnet, hvorfra der er en formidabel udsigt ind over fennerne og hegnsvej. Vi ser nogle traner og hører rørdrummen. Rørhøgene er også rigtig i luften i dag, både her og på den næste tur rundt på plankestien i Portlandsmosen. Desværre ingen hugorme i dag, men vi kan jo heller ikke få det hele 🙂
På vej tilbage mod Egense kan vi slet ikke stå for skovbunden her med en skøn blanding af gule vorterod og hvide anemoner.
Rigtig fin dag.

Nikkende Kobjælder, kælling på bjerget og havørn

2. Påskedag har vi en fin dagstur i det dejlige solskin. Først til Dokkedal, hvor både Nikkende og Opret Kobjælde blomstrer nu. En tur i bakkerne her er altid en god oplevelse. Skovbunden er hvid af anemoner og der er masser af fuglekvidder. Vi spiser madpakken på en bænk ved de gamle bådehuse.

Turen går videre til Vildmosecentret, hvor vi ser fotoudstillingen med de mange meget flotte og imponerende billeder.
Der er lavet en ny sti ud til Kællingbjerg. Den går gennem en birkeskov hen over de tidligere tørvegrave med fine spanger lagt ud, så det er let at gå.
Ved Kællingbjerg er der endda en trætrappe helt op til toppen, så vi slipper for at klatre på skråningen, som vi gjorde sidste år. Det er næsten for let 🙂
Træet står stadigvæk på toppen, nu i nytrimmede omgivelser. Der vokser mange kodrivere på toppen og nogle steder på skråningen. Klart vejr i dag, så der er en flot udsigt heroppe. Hele horisonten rundt, ind over mosen og ud mod Lindenborg, ja helt til Aalborg kan vi se.

Sidste oplevelse er vejen langs Portlandsmosen og Hegnsvej. Vi ser et par rørhøge og da vi stopper for at drikke te ved fennerne, er vi så heldige at se en ung havørn, der har travlt med at lede efter føde. Blandt alle hættemågerne svømmer et par gråstrubet lappedykkere, og vi ser en enkelt grågås med ællinger.

Skovens dag

Tur til Tofte skov her i formiddag. En rigtig fin tur med en masse interessante informationer om, hvilke planer der er for den fredede skov med sigte på en yderligere forbedring af dyre- og planteliv her.
Bonus var bl.a. kongeørn, lille skrigeørn, vildsvin, krondyr og lyden af årets første gøg og nogle traner 🙂