Kategoriarkiv: Mulbjerge

Efterårets fugle og småture

Kattegat, Store Blåkilde og Dokkedal
Smuk solopgang i oktober, og en regnbue hen over skoven.

Ved lavvande langs Kattegatkysten, kan man nogle gange gå næsten helt ud til sejlranden. Her er der selvfølgelig masser af måger, men også en lille flok ryler og rødben, der går og pikker i sandbunden. Det er højsæson for at sandormene lægger æg, så måske finder de også den slags i “spisekammeret”.
Ude på vandet ligger tre edderfugle-hunner og et par skalleslugere. I det fjerne på sandbankerne ude ved fyret, er der en sort række af skarv. Masser af strandskader, hvor der er bare en lille smule sand. Vi hører også stor regnspoves karakteristiske fløjt.
Her er fritlagt flere banker med de fineste østers, som sagtens kan spises lige nu, hvor vandet er klart og frisk.

Vi fortsætter til den lille ø. En flok knortegæs kommer hen over os i fin formation. Også viber og stære samler sig i disse dage og giver næsten sort sol, når de flyver op.

Hindebæger står afblomstrede, men fine gule siv og efterårsrøde salturt giver alligevel smukke farver. Det er lidt køligt, men solen titter frem ind imellem, så skyerne spejler sig i havet.
På vej hjem er højvandet begyndt at indfinde sig og oversvømmer havbunden igen.

Store Blåkilde
Det er længe siden vi sidst var ved Store Blåkilde. Vi parkerer på P-pladsen tæt ved stien ned til søen. Her ligger der pludselig en fin stor stålorm.
Søen er klar og stille. Der kommer ingen bobler op i dag. På en blå Djævelsbid sidder en meget fin lille bi. Vi går lidt rundt i området omkring søen. Får en kop te og en kanelsnegl inden det går hjemad igen.

Dokkedal
Bakkerne i Dokkedal er et af vores favoritsteder. Der er så fint uanset hvilken årstid det er. Her i starten af efteråret er bakkerne præget af gyldent græs, der danner fine mønstre.
Ude på vandet er der en stor flok knortegæs, og på molen hviler sølvmågerne.

Forårets vandreture

Der har været rigtig mange dejlige og solrige dage her i dette forår, og i det hele taget fint vejr i flere måneder til ture i omegnen, enten det har været i Nordjylland omkring Egense, eller i Egebjerg med skov og enge. Lige nu er det tiden, hvor bøgen er sprunget ud, og hvor der endnu er hvidt af anemoner i skoven og alt bliver grønt. Det er noget af den smukkeste årstid vi har.

Et voldsomt stormvejr kaldet Malik, hærgede en af de sidste dage af januar, og væltede store træer rigtig mange steder. På grusvejen ned til Rådved Kær, havde et stort træ lagt sig hen over grusvejen og spærrede for gennemkørsel. Vi ser også på vores ture i skovene, væltede træer mange steder. Det er ofte gigantiske træer med store rødder, der er væltet i stormen.
Midt i februar er der voldsomme oversvømmelser ved åer, søer og vådområder. Vi har aldrig set så høj vandstand i Hansted å eller i engene omkring åen. Her i maj måned har det været lige modsat med rent ud sagt tørke. En lang periode uden nedbør, så alt er knastørt.

Nogle af de første blomster der viser sig i naturen er Hestehov, Vintergækker og Erantis.
Det er livsbekræftende endelig at se farver og blomster efter vinterperioden.

Vi er så heldige at have både blå, hvide og gule Anemoner. Ikke ret mange blå, men de er der. Ellers er det ved Mariager fjord man finder de store områder med blå Anemoner. Den gule er almindelig her i Østjylland, desuden på Øerne, Bornholm og Sydøstjylland. Ellers sjælden. De hvide vrimler det bare med.

Også de første sommerfugle begynder at flyve rundt. En af de første vi ser er Citronsommerfuglen, men snart er der masser af Nældens Takvinge, Dagpåfugleøje, Kålsommerfugl og Aurora.
Der kommer også masser af fuglestemmer i skoven. Lærken hører vi allerede i februar.

Vi vandrer en tur i Pinddal Mose, og kører derefter til Mossø, Klostermølle og Sukkertoppen. 
Pinddal Mose ligger i Højlund Skov. Mosen kaldes også dødisens dybe dal. Det er fordi den i sin tid er dannet af en stor isklump eller såkaldt dødis, der har hindret materiale i at blive aflejret i hullet. Da dødisen omsider smeltede, efterlod den en lavning, som mange steder er blevet til søer og tilgroet mose.

Vi parkerer ved rutens start, som er på Grønskovvej, en sidevej til Klostermøllevej, og går den fine og afvekslende tur på knap 5 km. Vi passerer ganske rigtigt flere moseområder, som er mere eller mindre tilgroet. Der vokser blåbær flere steder langs ruten, og vi ser de første Citronsommerfugle og hører Spætten tromme tæt ved. Der er flere små søer undervejs, og fra en af dem hører vi en højlydt kvækken. Vi går ned til søen, og det viser sig, at her vrimler med frøer. Sikkert i gang med parring og æglægning.
Efter denne vandretur, kører vi hen til Klostermølle, hvor vi ser lidt på Gudenåen og de fine gamle røde træbygninger, som tidligere var en papirfabrik. Spiser frokost med udsigt til Mossø.

Til slut går vi op på toppen af den 108 meter høje Sukkertoppen. Heroppe er der en storslået udsigt ud over Mossø og Søhøjlandets smukke natur.

I Mulbjergene ved Dokkedal i Nordjylland må vi bare se, om den Oprette Kobjælde blomstrer, og det gør den heldigvis, så igen i år fascineres vi af de smukke blå blomster. Også den Nikkende Kobjælde er så småt ved at myldre frem.

Sidst i april går vi ad den 5 km. lange Præstegårds Stien ved Tebstrup. Et fint område, hvor vi har gået flere gange. Undervejs er der store flotte træskulpturer, som viser temaer fra Det Gamle Testamente. Eksempelvis Edens have, Abrahams hus og stalden i Betlehem.
Der er kommet helt nye skulpturer til, Adam og Eva samt Kain og Abel, der står på toppen af en nyplantet Folkeskov.

Hele året, går vi ture i det, der hedder “De fire enge”, som er Hansted Enge, Egebjerg Enge, Bygholm Enge og Horsens Enge. Det er fine områder alle sammen med en del forskellige ænder, gæs og småfugle. I maj går turen gennem Løvhøj skov som ligger i Horsens Enge. Her er der nogle gigantiske, gamle bøgetræer. Uden for skoven går der kvæg, som afgræsser et stort  område og holder det åbent for bevoksning. Ruten går igennem indhegningen, og der et et vældig flot piletræ her. Vi hilser på en flok køer med kalve og en stor basse af en tyr. Den er helt ligeglad med os, og har travlt med at klø sig i træernes tørre grene.

Det var bare nogle af de mange ture, vi har gået i årets første snart fem måneder. Heldigvis ligger der masser af oplevelser og venter på os derude endnu. 

Tidselsommerfugle

Så fik vi tidselsommerfugle i massevis alle steder i Danmark.

Vi gik tur i bakkerne i Dokkedal, for at se de mange kobjælder, der nu står med smukke frøstande. Hold da op, hvor har der været mange blomster.

Bonus her var masser af forskellige fine sommerfugle. En rigtig sommerfugledag. Især en lidt stor sommerfugl fangede vores opmærksomhed. Det viste sig at være en tidselsommerfugl. Efter at have spurgt Emil (nevø og ekspert i sommerfugle) fik vi det bekræftet. 
Han skrev til os: “Den lever ikke i Europa, men kommer på træk fra den Arabiske halvø. Det er en “supertrækker”. Et gigantisk træk har ramt Danmark og resten af Europa første halvdel af juni. Milliarder og atter milliarder flyver rundt her. Der har aldrig været så stort et træk af den som nu, og derfor er det p.t. den almindeligste sommerfugl i Danmark”.

Senere har vi set tidselsommerfugle hvor vi end har gået. I Egense både hjemme på grunden og ude i området omkring os, samt i Egebjerg alle steder, hvor vi færdes. Selv uden for vores vindue på 1. sal, var der én, der nær var fanget i et edderkoppespind. Den blev hurtigt sat fri 🙂
Der har endda været omtale af det sjældne træk i Nyhederne på TV.

På tur i en forårsklædt Tofte Skov

I en af Påskedagene er vi på en guidet bustur ind i Tofte Skov i Lille Vildmose. En lukket skov, hvor man kun kan komme med guide fra Vildmosecentret.
Altid imponerende at køre igennem denne helt specielle, fredede skov, der dækker et areal på ca. 4000 ha og er blandt de største sammenhængende naturskove i Danmark.

Vi ser en del vildsvin og masser af store og små områder, hvor de har pløjet jorden op. Helt utroligt! Der er små flokke af krondyr og rådyr inde mellem træerne. Vi gør holdt tæt ved skovkanten, hvor højmosen breder sig ud. Her er turens mål: Det nye udsigtstårn og en plankesti et lille stykke ud på højmosen. Tårnet er imponerende flot og rejser sig 17 meter, lige akkurat op over trætoppene, så man heroppefra har en forrygende udsigt ud over højmosen med Toftesø ude i horisonten.
Højmosen er den største, intakte højmose i den nordvestlige del af det europæiske lavland. (Kilde: https://lillevildmose.dk/)

Forårshilsen fra skov og bakker
På hjemturen kigger vi til kobjælderne, som lige nu er på sit højeste og myldrer frem i bakkerne ved Dokkedal.

Mange små træer og buske er nu sprunget ud og lysegrønne bøgetræer lyser mere og mere op i skoven for hver dag der går. Bare så smukt. Vi går en tur i Klosterskoven ved Egense sidst i april.
Vi ser de første gøgeurter, anemonerne har været i gang længe, masser af den Lille Kålsommerfugl i en selvsået rapsmark og falken, der er på jagt efter mus.


Og til slut lidt fra den hjemlige front

Påskeharen har været på besøg i Påskedagene og gemt æg, som børnebørnene var så heldige at finde ude i haven. En hyggelig tradition.

Bøgetræer – Kobjælder og Rapsmarker

Kom maj du søde milde…..

Maj måned er startet på smukkeste vis med lysegrønne bøgetræer og gule rapsmarker.
De første svaler er kommet og gøgen kukker på livet løs.

De fine Nikkende og Oprejst Kobjælder ved Dokkedal strækker sig nu lige akkurat op over græsset i massevis og viser sine lilla farver frem.

En smuk solnedgang ved Limfjorden med rødben og måger i det lave vand og en flok skarv i silhuet mod den rødlilla himmel.

Anemonerne er ved at synge på sidste vers. Kan dog stadigvæk lyse op i skovbunden, men bliver efterhånden afløst af andre blomster. På marken står masser af stedmoderblomster i den tørre jord. Majgøgeurt er lige sprunget ud og snart kommer liljekonvallerne.
En stor cruiser “Viking Sea”, sejler forbi “Salt og Peber” ind i Limfjorden. Kitesurferne må lige holde stille mens det store skib passerer 🙂

Kobjælder, Anemoner og forår i luften

Store Bededag er der det skønneste, lune forårsvejr. Sol og høj blå himmel. Det skal udnyttes, så vi kører til Dokkedal om formiddagen og går en lang tur op gennem bakkerne. Endnu er bøgen ikke sprunget ud her, men anemoner er der masser af i skovbunden.
Vi er på udkig efter Kobjælderne, og det viser sig, at de er ved at springe ud lige nu. Der er kun meget få af Opret Kobjælde, men de der er, er bare så fine. Det er også den mest sjældne af de to arter.

Går også en tur ud på molen og træbroen. Et par smådrenge er optaget af at fange krabber her i det lave vand.

I bakkerne tæt ved kirken vrimler det allerede med nikkende kobjælder. De allerfleste er bittesmå og dunede endnu, og man skal kigge godt efter for at få øje på dem. Men hist og her er der udsprungne planter. Vi forundres hvert år over denne lille, smukke blomst.

Efter en dejlig frokost på terrassen kører vi ned til Vildmosen. Her går vi tur ved Portlandsmosen langs det nye elge-hegn. Følger de gamle, overgroede banespor fra tørvetoget. Det er endnu muligt at komme ind på den anden side af hegnet; men det er nok slut, når elgene engang bliver sluppet løs i området. Efterhånden er alle vores små smuthuller hist og her i Vildmosen blevet “civiliserede” med organiserede stier.

Vi fortsætter ned til Brandvagtstårnet, hvorfra der er en formidabel udsigt ind over fennerne og hegnsvej. Vi ser nogle traner og hører rørdrummen. Rørhøgene er også rigtig i luften i dag, både her og på den næste tur rundt på plankestien i Portlandsmosen. Desværre ingen hugorme i dag, men vi kan jo heller ikke få det hele 🙂
På vej tilbage mod Egense kan vi slet ikke stå for skovbunden her med en skøn blanding af gule vorterod og hvide anemoner.
Rigtig fin dag.

Nikkende Kobjælder, kælling på bjerget og havørn

2. Påskedag har vi en fin dagstur i det dejlige solskin. Først til Dokkedal, hvor både Nikkende og Opret Kobjælde blomstrer nu. En tur i bakkerne her er altid en god oplevelse. Skovbunden er hvid af anemoner og der er masser af fuglekvidder. Vi spiser madpakken på en bænk ved de gamle bådehuse.

Turen går videre til Vildmosecentret, hvor vi ser fotoudstillingen med de mange meget flotte og imponerende billeder.
Der er lavet en ny sti ud til Kællingbjerg. Den går gennem en birkeskov hen over de tidligere tørvegrave med fine spanger lagt ud, så det er let at gå.
Ved Kællingbjerg er der endda en trætrappe helt op til toppen, så vi slipper for at klatre på skråningen, som vi gjorde sidste år. Det er næsten for let 🙂
Træet står stadigvæk på toppen, nu i nytrimmede omgivelser. Der vokser mange kodrivere på toppen og nogle steder på skråningen. Klart vejr i dag, så der er en flot udsigt heroppe. Hele horisonten rundt, ind over mosen og ud mod Lindenborg, ja helt til Aalborg kan vi se.

Sidste oplevelse er vejen langs Portlandsmosen og Hegnsvej. Vi ser et par rørhøge og da vi stopper for at drikke te ved fennerne, er vi så heldige at se en ung havørn, der har travlt med at lede efter føde. Blandt alle hættemågerne svømmer et par gråstrubet lappedykkere, og vi ser en enkelt grågås med ællinger.

Mulbjerge og Nikkende Kobjælder

Oplevelserne er altid fine, små som store, på en tur til Mulbjergene ved Dokkedal. Vejret i dag har ikke været godt til at male udendørs, så vi tog på tur i stedet for. Sol og regn skiftedes lidt, men ingen problem for en travetur.

nikkende-kobjælde1Lige nu er Kobjælderne på vej frem. Både nikkende og oprejst kobjælde. Nogle meget få er sprunget ud, men ellers pibler de op alle vegne i bakkerne. Også en smule Kornet Stenbræk har fundet vej og mælkebøtterne vil snart farve markerne gule.

Vi gik ad stenter gennem hestefolden, hvor en meget nysgerrig hest da lige skulle være med til at fotografere, den kan i det mindste nappe lidt i tøjet imens. De andre heste var ligeglade med os.

På vej tilbage ad stien var der en del tornsangere og en enkelt musvåge.

Hjemme i Egense igen fik vi pludselig besøg af Tårnfalken, der i dag hang lige hen over vores egen blomstereng, kun få meter fra huset. Jeg fik dette billede, taget igennem teleskopkikkerten (fokus på billedet i okularet). Tårnfalken har sit spisekammer nede i græsområdet mellem vores grund og Kattegat. Her hænger den stort set hver dag og muser i sin jagt på mus, men det er meget sjældent vi ser den så tæt på. Også toplærken besøgte græsengen i dag.

tårnfalk