Fugle i Kvænangen

Vi har så mange fugle i vores smukke og vilde natur her i NordNorge. Jeg har prøvet at samle billeder og indtryk af de forskellige arter, vi har set, opdelt i fugle omkring vores hytte, fugle vi har set på fjeldture og fugle vi har set i fjorden eller i en fjeldsø.

Så snart man bare kommer udenfor, er der fuglesang. Omkring huset er der især mange sjakkere og vindrosler. I sommerperioden også mange brogede fluesnappere, som ruger i vores redekasser. 
Fugle vi hører og ser  hele tiden i løbet af sommeren er: Løvsanger, gransanger, musvit, kvækerfinke, gråsisken, fyrremejse, dompap og en sjælden gang en vipstjert.

I skoven bag ved huset har vi set den fine tretåede spætte.

Fjeldvågerne har rede i skoven oppe ved Storengelvens vandfald. Der går ikke lang tid før de kredser skrigende over vores hoveder, når vi går der. Vi har også haft dem meget tæt på hytten, både i luften og i træerne. I skoven ved vandfaldet har vi i år også oplevet en jagtfalk.

Høgeuglen har rastet i vores birketræ. Sidste år så vi høgeugle flere gange end normalt.
Urfuglen har vi haft glæde af flere år i træk. Om natten lige uden for huset. Desværre har vi ikke set noget til dem de sidste par år.
Skovsnepperne har være stabile et par år. Vi kan høre dem, når de flyver hen over huset om aftenen. Sidste år kom de næsten præcis kl. 23 og fouragerede lige uden for køkkenvinduet. Op til 4 stk. ad gangen.

På fjeldture har vi set havørn flere gange, også nede ved fjorden. Især om vinteren, er der ofte havørn, ofte to ad gangen. Engpiberen er meget almindelig på fjeldet – eller heipiplerke, som den hedder på norsk. Ligeså stenpikker og gråsisken. Op mod vandværket i Alteidet er der ofte silkehaler.

Næsten hver gang vi går ind over fjeldet hører eller møder vi hedehjejlen, som også kaldes fjeldets følgesvend. 
Vi har ofte set fjeldryper. De ligger og trykker sig, og flyver så pludselig op, når man næsten er henne ved dem. Et år vi gik op på Mikkaltinden, var der en lille flok unger. 

I fjorden er der mange edderfugle. Sammen med havlit, ser vi dem dog mest om vinteren. Om sommeren ser vi ofte toppet skallesluger, tejst og er man ude i båd, er der også lunder. Strandskader har vi selvfølgelig mange af i Danmark, men her er de lidt mere sjældne. Af andre vadefugle har der været fjæreplytt, eller sortgrå ryle på dansk. Det norske navn er næsten det bedste til den fugl, som i øvrigt er meget tillidsfuld. Vi har set rødben og stor præstekrave i en sø på Mefjell. I en sø i Navitdalen er der bjergand, og rødstrubet lom i Lomvatnet ved Gearbbet i Kvænangsbotn. Der er også andre andefugle, men ofte er det vældig svært at lokalisere, hvilken slags det er, Der har været lom flere steder, bl. a. ved Koppvatnet.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *