Dissing keramik er kommet hjem til familien igen

Retur til: Mere Dissing keramik samt Annashaab og Danico lervarefabrikker

Vi har købt en meget smuk lille vase (ca. 12 cm høj) lavet af  Eriks farbror Leon Dissing. En af hans unika-ting i sort glasur med orange kant. Og desuden en helt fantastisk samling af tallerkener, skåle, barselspotter, smørbøtter, sildebøtter, krus, snapsebægre et fad og endda et dørslag og tre fine fiskefade, med en skål i midten til dressing. Alt sammen også lavet af Leon Dissing i en smuk blå glasur med begitning af hvide og orange bølgestreger.

Vi har ofte prøvet at lede efter keramik af enten Eriks far, farfar eller nogen af Eriks farbrødre, som alle var pottemagere. Og så var heldet pludselig med os. Vi bestemte os derfor til at købe sættet, det var en meget sjælden mulighed for at få fat i så mange fine ting fra familien,
Det er ikke så let at finde de gamle keramikting fra Dissing familien, som har en helt unik pottemagerhistorie. Eriks farfar, far og 5 farbrødre var alle pottemagere.

Farfaderen Jens Andreas Pedersen Dissing, der var udlært pottemager. kom sammen med sin kone Marie født Skaaning og deres første barn Elfrida til Hansted i 1893, hvor han 5 år senere i 1898 købte værkstedet på Banevej 13 i Hansted.
Børneflokken voksede med 6 drenge og  endnu en pige.

Det helt særlige var, at alle 6 drenge blev udlært pottemagere hjemme hos faderen, og fik hver sin løbebane i faget. Og alle har arbejdet i nærområdet til barndomshjemmet. Da faderen døde allerede i 1932, overtog to af brødrene værkstedet. Det var Robert og Gunnar. Fra 1936 havde Robert værkstedet alene, Gunnar fik eget værksted i Gedved.

De andre brødre var Eriks far Harald, der havde pottemagerværkstedet Ålyst i Hansted. Eriks to ældre brødre Jens og Henry blev også begge to udlært pottemagere hjemme hos faderen, så traditionen blev ført videre her. Jens vedblev at være pottemager/keramiker, og havde bl.a. værksted og forretning i Sejs i mange år.  Den ældste bror Henry havde en kort periode på Den Kongelige Porcelænsfabrik, men fortsatte på Universitetet og blev magister i svampe.

Farbrødrene Ejnar, Leon og Tage fik alle tre deres eget værksted i henholdsvis Hovedgård og Horsens. Der var på det tidspunkt en lervarefabrik Annashåb i Egebjerg, og både Jens Andreas og alle hans drenge har arbejdet der i en periode inden de fik foden under eget bord. Leon arbejdede desuden nogle år på DANICO i Horsens.

En sjov historie knytter sig til sættet med tallerkener, krus osv, som vi har købt af Lars, der bor i Holbæk. Lars’s forældre, der kommer fra Vejgård ved Aalborg, havde nogle gode venner, der boede i Horsens. De havde et par drenge, som var gode kammerater til Lars, De besøgte sammen drengenes bedstefar (Leon) på Stejlbakken i Horsens. Lars kendte egentlig ikke hans fornavn, idet de altid bare kaldte ham “Bedstefar”. Kammeraternes mor hed Selma (datter af Leon), og var gift med Poul. Lars kunne huske, at Selma var død af kræft, og at Poul var blevet gift igen. Han huskede mest den nye kone. Lars fortalte, at Leon havde høns i gården, og at han huskede tydeligt, at han var med til at passe de der høns.

Lars’s forældre købte to sæt keramik af Leon engang i 70érne. Det ene sæt arvede hans bor, og det andet var altså det her.  Ringen blev sluttet, nu er det tilbage i Dissing slægten igen.

Vi fik al keramikken leveret til døren i sommerhuset. Det viste sig nemlig helt utroligt, at Lars havde sommerhus i Hals, og her stod det hele. Vi sluttede handelen af med en kold øl på terrassen, selvfølgelig serveret i de fine krus 🙂

Hvis du har lyst til at læse mere af historien om Pottemagerfamilien Dissing i Hansted, har Overlærer Mogens Kirkegaard fra Egebjerg skrevet en meget fin artikel, der er trykt i bogen: Fra det gamle Lundum-Hansted.

NB – har du kendskab til Dissing keramik, eller til personer som kunne tænkes at ville afhænde noget, er vi altid interesseret. Så kontakt os venligst.

Retur til: Mere Dissing keramik samt Annashaab og Danico lervarefabrikker

 

 

 

17 tanker om "Dissing keramik er kommet hjem til familien igen"

  1. Katrine Dissing Stoffersen

    Hejsa. Spændende at “falde over” jeres hyggelige hjemmeside. Leon Dissing var min oldefar og keramikken på billederne er derfor meget velkendt. Min mor, var barnebarn af Leon og omtalte Selmas niece. Hvis I nogensinde vil af med keramikken må I endelig kontakte mig.
    De bedste hilsner Katrine

    Svar
  2. Katarina Holm

    Jeg ligger inde med 5 tallerkener, til 55 kr stykket, de er 22 cm i diameter, hvis det kunne have interesse
    Venligst fra Katarina
    60930721

    Svar
    1. admin Forfatter

      Hej Katarina
      Tak for din mail, vi vil da gerne se billeder af dine tallerkener, hvis du har mulighed for det. Dog med forbehold, da vi ikke få forhånd kan sige, at vi er interesserede i at købe. Håber at høre fra dig, hilsen Erik og Karen
      Send gerne billeder til vores mailadresse: karenkb.dissing@gmail.com

      Svar
  3. Dinah Girsel

    Hej vi har 5 lerskåle dybe, men er ikke interesseret i at komme af med dem. Ville bare fortælle jer at min mand kunne huske dem fra han var helt lille og vi fik Dam af hans far. Nu står de og bliver brugt her i familien som et kært minde fra min mands barndom

    Svar
    1. admin Forfatter

      Hej Dinah
      Mange tak for din mail.
      Det er en fin historie. Det er dejligt at have nogle ting, som har gode familieminder.
      Det kunne da være sjovt at se et billede af jeres skåle? Hvis du vil, kan du sende billedet til min alm. mail: karenkb.dissing@gmail.com
      Hilsen Erik og Karen

      Svar
  4. Anette Wulff

    Jeg har en bordlampe fra midten af ´70erne, som jeg gerne vil sælge. Der er stadig mærke på.
    “Dissing Keramik Sejs”

    Svar
    1. admin Forfatter

      Hej Anette
      Tak for din mail. Vi er ikke selv interesserede i at købe din bordlampe, men vil meget gerne sende din mail videre til andre i familien, som måske gerne vil købe.
      Vil det være OK med dig?
      Venlig hilsen
      Erik og Karen

      Svar
  5. Ole Møller Andersen

    Hej !
    Jeg søgte på Dissing Keramik og stødte på jeres hjemmeside. Jeg fik lyst til at fortælle jer at jeg er samler af keramik fra Horsens og omegn og har en meget stor samling af Dissing Keramik hovedsagelig fra Leon og Ejner Dissing men også fra de øvrige brødre samt faderen. Jeg holder foredrag om emnet og skal her i april holde foredrag i Ældresagen her i Horsens. I forbindelse med at der var en artikel i Horsens folkeblad om min samling blev jeg kontaktet af Robert Dissings datter Lis som bor i Ry. Jeg har besøgt hende og det var spændende at høre hende fortælle historien om hendes far og de øvrige brødre. Jeg fik mange ting sat på plads bl.a. bekræftet at noget keramik jeg havde var fra Harald Dissing – Jeg fik også lov til at købe nogle ting af hende.
    Med Venlig Hilsen Ole M. Andersen

    Svar
  6. Hannah Mason

    Hej
    Jeg har en meget smuk skål i grå/hvid med en stjerne indvendig… mener der står J. Dissing i bunden-
    kender du den ?
    mvh Hannah

    Svar
    1. admin Forfatter

      Hej Hannah
      Ja, det lyder som en skål lavet af Jens Dissing, som havde værksted i mange år i Sejs ved Silkeborg. Jens Dissing er søn af Harald Dissing, som var en af de 6 brødre fra Hansted. Jens lavede bl.a. præcis den slags keramik som du beskriver.
      Venlig hilsen Erik og Karen

      Svar
  7. Helle Harboe

    Hej.
    Jeg har to små Dissing Gedved skåle.
    F18 og F 19
    Gule.
    Den ene med to ører.
    Den anden med en hank.

    Svar
  8. Karina Eriksen

    Hej…
    Spændende at læse.. Jeg fandt ud af at jeg har en smuk lysestage med den flotteste glasur og i bunden står der dissing keramik.

    Kunne den have interesse for jer. Sender selvfølgelig gerne et billede.

    Svar
  9. Kristine kjer

    Hej det var da en skøn historie. jeg har en meget smuk urtepotte I blå grønne nuancer. Der står Dissing keramik håndarbejde i bunde. Er I mon interesseret i den?

    Svar
  10. Lene Kjærgaard

    Min mand har en lille skål diameter på 18 cm, med to fugle. Hvad kan sådan en være værd?
    Mvh Lene Kjærgaard

    Svar
    1. admin Forfatter

      Hej Lene
      Det er svært at sige hvad den kan være værd. Er der et stempel el.l.? Det var mest Ejnar Dissing og Harald Dissing, der lavede de små skåle eller askebægre med fugle på. Måske har du et billede? Du kan evt. sende det til min mail: karenkb.dissing@gmail.com
      Hilsen Karen

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *