Så står vi igen på Nordkapp!
Denne gang med vores to drenge, to svigerdøtre og 4 børnebørn. Tænk, at det er 36 år siden, vi stod her for første gang sammen med vores to drenge, der dengang var 5 og 12 år.
Vi er her for at fejre Eriks 70 års fødselsdag, Det helt fantastiske er sket, at vi er samlet alle heroppe langt mod nord. Familien fra Australien og familien fra Skanderborg er alle rejst den lange vej herop.
Nordkapp Turisthotell er et hyggeligt lille hotel, som laver en virkelig fin og lækker fødselsdagsmiddag til os. Laks, rensdyr og is med lune multebær. Bedre og mere lokalt kan det vist ikke blive. Hotellet ligger i den lille by Skarsvåg, verdens nordligste fiskevær ca. 14 km. syd for Nordkapp.
Nordkapp plateauet ligner sig selv fra 1982 🙂 – men adgangen hertil og Nordkapphallen har forandret sig meget i de år, der er gået. Nu må man betale pænt meget for bare at køre ind på pladsen, og Nordkapphallen er udvidet og har mange flere faciliteter. En vældig fin oplevelse for både børn og voksne.
Det er en spændende køretur herop gennem det meget specielle landskab. Ingen færgetur mere, der er tunnel under vandet til Honningsvåg. Vi ser en del flokke af rensdyr undervejs.
Vi ankommer om formiddagen, og går rundt på plateauet. Der er lidt overskyet og gråt vejr, men fin sigtbarhed. Ser globussen, skulpturerne Barn av Jorden, og får fotograferet klippen igen. Er heldige at vi er nogen af de første turister denne dag, så vi får taget et billede af hele familien i ensom majestæt ved globussen. Senere vælter turistbusserne ind, og der er et mylder af mennesker af alle nationaliteter.
Vi bruger god tid i Nordkapphallen på udstillingerne, film og souveniers. Kører derefter tilbage til hotellet og får aftensmad. Om aftenen klarer det en lille smule op, så vi kører op til Nordkapp igen, og bliver belønnet med en smule blå himmel og en rigtig fin aften.
Næste dag ville vi have været ved Kirkeporten, men det regner og blæser, så det er ikke lige vejr til en vandretur med børn. Så vi kører retur til Storeng og vores hytte en stor oplevelse rigere.
I 1982 var vi på tur gennem Sverige og Norge sammen med vores gode venner fra Godhåb. Vi var 8 sammen i et folkevognsrugbrød. En fantastisk tur dengang som vi ofte tænker tilbage på og snakker om.
I 1994 var vi her så for 2. gang. Dengang var det kun os to. Vi rejste med rygsæk og telt og overnattede i den selvsamme by Skarsvåg, hvor vi holdt fødselsdagen. I 1994 overnattede vi i telt på campingpladsen, og i år på Nordkapp Turisthotell. Beskrivelse af turen i 1994 ligger under ture i Norge.