Torsdag kører vi ind til Tverrelvdalen, og går en tur langs rensdyrgærdet, der snor sig tværs hen over sletten så langt øjet rækker. Der ser helt tomt ud her. Men mens vi går, passerer en lille flok rensdyr dog elven Øvre Tverrelva, en sideelv til Vikselva. Det er mest okser kan vi se, og ved også, at den sidste flok nu er svømmet over Jøkelfjorden, og at det netop bl.a. var de store okser, der var tilbage. De andre rener er løbet videre på deres vej mod vidderne ved Kautokeino.
Vi kan komme ret så tæt på dyrene, de er ikke særlig skræmte. Nogle af dem lægger sig på bakken og hviler.
Vi fortsætter hen til søen Kopplvatnet. Her finder vi et fint udsigtssted, og spiser frokost. Der er snart ikke flere blade på birketræerne, og selv blåbærrisene er ved at være på det sidste. Lige nu er det Mosebølle (Blokkebær på norsk), der står med helt lilla blade.
Vi går tilbage mod dalen og rensdyrene. Der er ved at komme lidt opbrud, og de er lidt urolige. Vi fortsætter ud af dalen, og kan ikke se rensdyrene mere. Men kan høre på førerrenens klokke, at de nu er gået gennem gærdet, som var helt åbent, og er på vej videre ud forbi Kopplvatnet. Samme vej som alle de andre er løbet. Vi har fået at vide, at det tager omkring en uges tid, så er de i Kautokeino. Ret utroligt, der er virkelig en lang strækning.