Tag-arkiv: forår

Farvefyldt forår

“Kom maj du søde milde”

Flot vejr i april og de første dage af maj med masser af sol. Vi har gået ture næsten hver eneste dag.
I Klosterskoven ved Egense har vi fulgt bøgen fra de spæde lysegrønne blade til nu, hvor alt er grønt.

I udkanten af skoven er der en brakmark, hvor der i år myldrer med de smukkeste vilde stedmoderblomster.

Tyndakset gøgeurt står stolte i skovbunden og lyser op med deres dybe blålilla farver, og bliver helt rødlilla i sollyset. Snart tager liljekonvallerne fat og overtager skovbunden med duftende hvide blomster.

Lige nu er vi i østjylland. Her er der bakker, der bliver farvet gule af mælkebøtter. Hvide frøplanter spreder sig med hundredevis af små paraplyer, når man går på marken. Mange steder er der fine gule døvenælder.

Ousted kirke er omkranset af vidtstrakte gule rapsmarker, og fra Møgelhøj ved Ejer Baunehøj er der en mageløs udsigt ud over det danske landskab. Ved et lille vandhul vokser der en masse smukke Storblomstret vandranunkel. Vores tøj er efter denne tur gult af pollen fra mælkebøtter og raps 🙂

Nu står også æbletræerne i fuldt flor de fleste steder. Håber de klare sig, på trods af truslen med let frost. Smukke er de med de lyserøde knopper og hvide blomster.

Foråret er bare en optimistisk årstid. Selv her i denne dystre coronatid, hvor verden er vendt helt på hovedet, kan man glædes over naturens ukuelige livskraft.

 

På tur i en forårsklædt Tofte Skov

I en af Påskedagene er vi på en guidet bustur ind i Tofte Skov i Lille Vildmose. En lukket skov, hvor man kun kan komme med guide fra Vildmosecentret.
Altid imponerende at køre igennem denne helt specielle, fredede skov, der dækker et areal på ca. 4000 ha og er blandt de største sammenhængende naturskove i Danmark.

Vi ser en del vildsvin og masser af store og små områder, hvor de har pløjet jorden op. Helt utroligt! Der er små flokke af krondyr og rådyr inde mellem træerne. Vi gør holdt tæt ved skovkanten, hvor højmosen breder sig ud. Her er turens mål: Det nye udsigtstårn og en plankesti et lille stykke ud på højmosen. Tårnet er imponerende flot og rejser sig 17 meter, lige akkurat op over trætoppene, så man heroppefra har en forrygende udsigt ud over højmosen med Toftesø ude i horisonten.
Højmosen er den største, intakte højmose i den nordvestlige del af det europæiske lavland. (Kilde: https://lillevildmose.dk/)

Forårshilsen fra skov og bakker
På hjemturen kigger vi til kobjælderne, som lige nu er på sit højeste og myldrer frem i bakkerne ved Dokkedal.

Mange små træer og buske er nu sprunget ud og lysegrønne bøgetræer lyser mere og mere op i skoven for hver dag der går. Bare så smukt. Vi går en tur i Klosterskoven ved Egense sidst i april.
Vi ser de første gøgeurter, anemonerne har været i gang længe, masser af den Lille Kålsommerfugl i en selvsået rapsmark og falken, der er på jagt efter mus.


Og til slut lidt fra den hjemlige front

Påskeharen har været på besøg i Påskedagene og gemt æg, som børnebørnene var så heldige at finde ude i haven. En hyggelig tradition.

Så er vi i gang!

Nu må vi se at få startet vore blog. Vi har lagt nogle turbeskrivelser ind, og de nærmeste dage vil der komme flere. Vi mangler lidt billedmateriale til nogle af turene, men det bliver der rådet bod på.
Lige nu sidder vi i vores sommerhus i Egense. Det er en kold og regnfuld dag. I går så vi ellers de første anemoner i en lun skovkant, så vi er fulde af forhåbninger om, at foråret er på vej.
første-anemoner