Vi har et stort område midt på grunden i Egense, som har fået lov til at stå som en græseng nu på 10. år. Vi har forsøgt at få forskellige blomster til at gro her – med mere eller mindre held.
Jordbundsforhold med højt grundvand giver både muligheder og begrænsninger.
Et år var det helt violet af fløjlsgræs, et andet år havde jeg forsøgt at holde små cirkler fri til honningurt, hør, kløver o.l. Desværre virkede selvsåning ikke med hør, honningurten kom derimod et par år i træk og kan stadigvæk pludselig dukke op. Men senegræsset er en hård konkurrent, så de små cirkler har jeg efter et par år opgivet igen.
Vi fik for en del år siden en Pomerans Høgeurt af familie fra deres sommerhus på Enø (i Næstved bugt). De fine orange blomster har fulgt os siden og kommer i år flere steder i græsengen og i græsplænen. Og hver gang tænker vi på Inger og Henry. Erik kører pænt uden om to små pletter med plæneklipperen, mens de blomster. 🙂
Lige nu er der et blåt tæppe af Ærenpris. Sjovt som det skifter fra år til år. Sidste år dukkede der også et par cikorie op. Og det ser ud som om der er lidt gederams på vej i år for første gang.
Ærenpris
Græsengen bliver slået to gange om året. I forsommeren slår Erik mest græs og så vidt muligt uden om grupper af blomster med leen, og om efteråret bliver det hele slået helt ned.
Arter pr. 1.6. 2013: Hvid Anemone, Vorterod, Lancet Vejbred, Stor Fladstjerne, Almindelig Kællingetand, Tveskægget Ærenpris, Korsknap, Fladbælg, Bidende Ranunkel (Smørblomst), Kørvel, Rejnfan, Alm. Syre, Musevikke, Røllike, Gåse-Potentil, Pomerans Høgeurt, Kløver, Mælkebøtter og forskellige græsser.
Noget er færdigblomstret andet er på vej op.
De første blomster var Anemoner, Vorterod og Korsknap. Derefter selvfølgelig Mælkebøtter! (Lavede i øvrigt en anbefalelsesværdig mælkebøttesnaps af de gule kronblade). Også Skvalderkål har fundet vej op – og dem bruger jeg løs af i mad. Når man ingen persille har, er det helt fint som erstatning.
En anden sjov ting med mælkebøtterne i år har været, at nu hvor de er gået i frø, har Tornirisk – med det fine røde bryst – kastet sin kærlighed på dem og sidder gerne lang tid på græsset og hapser frøene af. Det var også mælkebøttefrøene den lille flok gule vipstjerter, vi pludselig havde på besøg, lod sig friste af. Så selv om vi er trætte af de evindelige mælkebøtter, så giver de også en masse glæde.
