Tag-arkiv: nordlys

Nordlys – naturens eget lysshow

Nordlys – Aurora Borealis

I de første uger vi har været her i Nordnorge,  gik vi og sukkede og kiggede langt efter nordlys om aftenen, som på trods af stjerneklar himmel af og til kun gav os en lille snert.

Men så kan det nok være det brød løs. Fra den 28. februar og helt frem til den 7. marts, så vi masser af nordlys. Det ene mere fantastisk end det andet.
Det flotteste show vi længe har set. Masser af grønne, rosa, og lilla farver, og fantastisk når “gardinerne” blafrer hen over himlen. Wow! Det var overalt over os. Når det fadede ud det ene sted begyndte det at bygge op et andet sted.
Samtidig en smuk stjernehimmel, og endda et enkelt stjerneskud samt en lysende nymåne. Planeten Venus lyser også godt op hver aften i denne tid.

De næste aftener igen superflot nordlys. så vi har tilbragt mere tid ude end inde de sidste aftener, med sokker, hue og vanter på, for det er KOLDT men meget dragende at være nordlysobservatør 🙂

Lidt facts og historie om nordlys
I den nordiske mytologi forklarede man, at de flotte farvemønstre på himlen var et hegn bygget af guderne for at holde jætterne ude af Midgård – menneskenes verden. Hegnet blev bygget af øjenvipperne fra den døde urjætte Ymer.
I dag ved vi, at nordlys opstår når elektrisk ladede partikler fra Solen rammer Jordens magnetfelt. Men det gør det ikke til et mindre spektakulært syn.

Nordlys kommer om aftenen og om natten, når himlen er mørk, og optræder ofte som flimrende gardiner eller høje røgsøgler over nattehimlen. Farven er lysende grøn, gerne med et snert af rosa langs kanten, og nogle gange med en dyblilla kerne. Lysfesten varer stort set i et minut eller to, og kan så være slut, men kan også bare blive ved i 1-2 timer med mere eller mindre styrke.

Magnetfelt skaber lysshow
De elektrisk ladede partikler kommer fra en boble med store mængder glødende gas, der bliver skudt ud fra Solens kraftige magnetfelt. Disse bobler er også kendt som solbrud.

Boblen farer gennem universet med otte millioner kilometer i timen, og når partiklerne fra boblen rammer Jordens nord- og sydpol, begynder luften i den del af vores atmosfære, som ligger ca. 90-500 kilometer over jordoverfladen, at gløde.

Den glødende tilstand opstår, fordi molekylerne i vores atmosfære bliver tilføjet mere energi, når de bliver ramt af de elektrisk ladede partikler fra Solen. De kommer i det man kalder en højere energitilstand og begynder derfor at lyse. Dette lys ser vi som polarlys.

Tæt på polerne ses nord- og sydlyset som store bølgende tæpper, mens det længere væk fra polaregnene kan ses som stråler, fordi magnetfeltet er anderledes. Lyset kan bevæge sig hurtigt over himlen eller tilsyneladende stå stille og blinke. I Danmark ses nordlys ofte blot som en meget svagt lysende diffus sky i horisonten.

Kilde:  videnskab.dk: http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/sadan-opstar-det-flotte-nordlys

 

.

September ved hytten med nordlys, fjeldvåge, brænde mv.

Den første nat vi ser nordlys i år er den 2. september. Det har været overskyet mange aftener, så selv om der har været basis for nordlys, har vi ikke kunnet se det. Men hurra – nu var der himmel og lys 🙂 Altid fascinerende at se. Denne gang er Karlsvognen flere gange lige i centrum af showet.

Fjeldvågen kommer tit hen over skoven, hytten og grunden. Den muser ofte lige her foran vores vinduer, så det er virkelig god underholdning. Der har været op til tre ad gangen over skoven, så måske har de fået en unge på vingerne i år. De har muligvis haft rede et sted i skoven øverst oppe langs Storengelven.
I dag vrimlede det også pludselig i en times tid med sjaggere, vindrosler, kvækerfinker og enkelte musvitter.

Lørdag formiddag går vi ned til fjorden. Der er så fint et lys og helt vindstille. På vandet ligger der en masse edderfugle.

Hjemme på grunden har Erik taget hul på den store stak med stammer fra sidste år. Halvdelen er nu savet og hugget. En ny brændestak er vokset op 🙂


Ræven er her næsten hver dag. Denne gang sidder den stille på skråningen og kigger, mens Erik er ude med skraldeposen. Den er ikke spor skræmt, og lunter stille og roligt enten ind i skoven eller ned ad vejen.

Rød solnedgang klokken 14.30 :-)

En lille tur mandag ud til fyret på Storengsneset. Her kommer vi ofte om sommeren, – fisker, plukker tyttebær eller bare nyder udsigten og roen.

Vi bliver mødt af et prust ude fra havet. En hvalryg hæver sig op og forsvinder igen. Ser den to-tre gange, og så er den væk. Det er en større hval denne gang, ikke “bare” en nise.
Foran den svømmer en lille fyr som i første omgang ligner en sæl; men ved nærmere eftersyn kan vi se, at det sikkert er en mink (eller en odder?). Den svømmer vævert rundt, op og ned lige ved tangen, før også den forsvinder igen.
På vej tilbage langs kysten kan vi se den er kommet op af vandet, har løbet i sneen og er forsvundet ud i vandet igen. Får taget nogle billeder af fodsporene. Der er set mink her af de lokale, så det er nok mest sansynlig sådan en fyr.
En stor flok snespurve flyver op fra træerne og hvirvler videre.

Himlen bliver mere og mere rødglødende – det er, som om der er ild bag ved fjeldene. Vandet bliver farvet rødt – virkelig et fantastisk syn. Der bliver knipset mange billeder 🙂

Henne ved Storengelvens udløb ser vi vingespor i sneen efter ørn, sansynligvis havørn, de er her langs vandet i øjeblikket. Der har sikkert foregået en musejagt her. Der er masser af mus alle steder, deres spor i sneen er overalt og ligeså mange små huller, som de kan forsvinde ind i. Så – godt med aftensmad til bl.a. ørne og ræve.

En fin “aftentur”. Klokken 15 er det mørkt igen, og månen hænger halvfuld næsten lige over huset.

Lørdag den 24. januar var solen for alvor oppe og vise sig frem. Vi gik op i skoven, og herfra var der et fint kig ud til den. For første gang i år ser vi træerne lave lange skygger i lyserød sne.

Fjeldtur på snesko / mørketid = farvetid / Auroras Boreales

Tur på fjeldet igen onsdag. Denne gang kører vi op til fjeldovergangen ved Baddereidet. Her tager vi sneskoene på og går ind på fjeldet og op mod Unna Riidevaras, der er 437 moh. En tur vi har gået flere gange om sommeren og derfor kender rigtig godt.

I starten af turen er der spor efter andre snesko og et enkelt skispor. Vi følger kanten af fjeldet rundt og går op ad fjeldet lige før søen. Mageløst flot er det her! Sneen glitrer kridhvid, og bag de hvide fjelde og sneklædte bakker kan vi se en klar himmel, der til den ene side er gul og orange og til den anden side bliver mere og mere blålilla. Helt fantastisk

.

Vi fortsætter helt op til toppen, hvor vi kan se ud over Sørstraumen og ud gennem fjorden til øerne Nøklan, Skorpa, Spildra og Kvænangsfjeldene længst ude. Inden vi finder en rute nedad, runder vi lige af med at fotografere ved varden. Igen i dag masser af spor efter ræv, hare, mus og ryper. Men ingen af delene ser vi. Her er tyst og meget stille

.

Godt 3½ time tager turen, og vi har fået masser af frisk luft og er mætte af indtryk og oplevelser. Det er helt mørkt inden vi når hjem.

Om aftenen bliver vi belønnet med et fantastisk lysshow, da nordlyset viser sig fra sin allerflotteste side hele to gange. Først ved 18-tiden og sidst og meget spektakulært omkring midnat.

Sikke en dag!