I dejlig solskin starter vi turen op ad fjeldet Laslet lidt i elleve om formiddagen. Det er fjerde gang vi tager denne toptur, så vi kender efterhånden noget til terrænet.
Først skal vi lige omkring et lille vandløb for at se, om der også i år er mange gøgeurter her. Det er der desværre ikke – forsommeren har været kold, så de planter vi ser er små og næsten ikke sprunget ud. Fint er her alligevel – og der er masser af andre blomster.
Turen op til toppen er lige så lang som den plejer, og “blæsebælgen” kommer på arbejde! Da vi når op til stenområdet finder vi de første isranunkler. Utroligt at de små, smukke blomster kan klemme sig op mellem klipper og sten.
Vi nyder udsigten fra toppen ved varden – 819 moh – mod Alteidet, Burfjorden og Klubben.
En fjeldvåge svæver hen over fjeldryggen.
Bagud kan vi se Olderbakkfjeld og Øksfjordjøkelen. Det er også vores udsigt mens vi spiser frokost. Således med fornyede kræfter fortsætter vi op på Olderbakken. Ruten herop ser pærelet ud; men fakta er, at det går op og ned og ud og ind mellem sten og klipper, og endda også over et pænt stort stykke sne, der endnu ikke er smeltet fra vinterens sne – før vi endelig står 900 meter oppe ved varden og har den mest forrygende udsigt hele horisonten rundt.
Vi ser et par ryper heroppe og en lemming. Går lidt videre hen over fjeldryggen mod Koppartind. Gyser ved kanten af en kløft med næsten frit fald ned mod fjorden. Nede i dalen mod Låvan er der et par småflokke af rensdyr, der hviler i sneen.
Vi må jo ned igen, så efter et stykke tid løsriver vi os og tager turen retur, nedad og nedad. Med lidt ømme knæ kan vi sætte os ind i den firehjulede, som venligt kører os hjem.
Turen tog 6 timer.