Manly Scenic walk og Sydney Harbour National Park

Der er mange muligheder for at vandre langs kysten både syd og nord for Sydney. Vi går to af de afmærkede strækninger på to varme solskinsdage. Sidst i Januar får vi derved for anden gang oplevet ”Manly Scenic Walk”. En smuk tur på ca. 10 km, hvis man tager ruten fra Spit Bridge via North Head til Manly Beach.

Vi starter turen denne gang ved Clondarf. Får et lift dertil af Tommy, og begynder med at tage strømper og støvler af for at vade gennem vandet. Det er højvandet, så havet slikker ind over det lille stykke strand vi skal gå på. Her ligger der huse lige ned til vandet, de har en mur for enden af haven, og vandet står et stykke op ad muren ved højvande. Der er så mange huse med en fantastisk beliggenhed her langs kysten.

Vi fortsætter, ad ruten i bare tæer, for lige at få dem tørre inden strømperne skal på igen. Skulle vi ikke have gjort! Stien er fin og god at gå på, men her er Bull ants! Og hvis de bider, ja, så gør det ondt, og smerten varer længe! Faktisk flere dage. Sådan bliver vi en nyttig viden rigere, og har forhåbentlig lært af det.

Det er en varm dag, omkring 28 grader. På den første del af turen passerer vi flere småstrande. Så der er rige muligheder for at blive afkølet med en svømmetur. Der er en del fugle. Vi kan mest kun høre dem, for de er svære at få øje på i det tætte bushlandskab. Kookaburra er dog let genkendelige, de flyver både forbi os og giver et nummer med deres karakteristiske latter. En anden fugl vi ofte ser på vores ture er New Holland Honeyeater, som er let at spotte.

Undervejs til Dobroyd Head tager vi en lille afstikker ind til et område med indgraveringer af Guringay Aboriginerne, som var de oprindelige beboere af området. På de flade runde klipper er der bl.a. indgraveret billeder af boomerangs, fisk og wallabies.

Stien snor sig ind og ud gennem et grønt bushland med fine og spændende blomster, træer og buske. Der skulle være en del dyreliv her, men vi har nu aldrig set andet end Waterdragons, som er et lidt halvstort krybdyr. Måske er det godt nok, at Diamons Python og Green Tree Snake ikke har vist sig for os :-), men Possums, Bandicoots og Echidna ville da være sjove at se.

Efter at det store grønne område, som går helt ind til North Harbour er passeret, går turen igen langs kysten lige til vi kommer til havnen i Manly. Her fortsatte vi til Little Manly Beach og en lille tak længere. Der ligger en lille fin strand inde i Spring Cove tæt på Det Australske Politi College. Her tager vi en svømmetur, inden vi går tilbage til Little Manly og mødes med Tommy. Han er allerede ude på sit paddleboard. Erik får instruks i, hvordan man skal stå på sådan en sag, og klarer det faktisk rigtig flot! Jeg nøjes med en sejltur, siddende på brættet mens Tommy padler. Fint for mig 🙂

Ønsker man at forlænge vandreturen, kan man fortsætte ud til North Head. Helt ud på spidsen, og over mod Manly Beach, hvor man passerer Shelly Beach, en dejlig lille børnevenlig strand.

Vi har gået hele turen, da vi var her sidste gang. Der er en formidabel flot udsigt fra North Head både ind mod Sydney og ud til det åbne hav.

Manly Beach er bare en af de bedste strande her langs kysten. Akkurat lige så dejlig en strand som den berømte Bondi Beach.

Sydney Harbour National Park – kystvandring
Den anden kystwalk fra Mosman Wharf til Spit Bridge, tog vi en af de første dage i februar.

Vi tager busser ned til Mosman Wharf. Herfra starter vi vandreturen langs kysten mod Spit Bridge. En tur på 8-10 km afhængig af hvor mange afstikkere man tager. Man kan starte helt inde ved Harbour Bridge.

Vi står af bussen ved havnen, og følger stien ud mod Curraghbeena Point. Herfra runder vi ind omkring en bugt og fortsætter ud ad den lange tange, hvorpå Taronga Zoo ligger. En helt fantastisk og unik Zoologisk have, som vi har besøgt et par gange på tidligere visit her i Sydney.

Vi følger stien helt ud til spidsen af Bradley Head. Her spiser vi frokost. Et fint parkområde ved fyret. Her er en del Kookaburra, som er vant til mennesker. Desuden er her en del Brush Turkeys, som er meget interesserede i, om vi efterlader nogen krummer!

Herfra går vi indad igen, gennem Taylors Bay og ud på næste head, som er Crowder Head og ind forbi Crowder Bay og The Army Maritime School. I 1890’erne blev det store kompleks af bygninger bygget til the Submarine Miners Corps.

Næste head er Georges Head. Her er vi oppe i 65 meters højde og har et 270 graders udsyn ud over indsejlingen til Sydney Harbour. Stedet her har været ideel lokation for forsvarsværker i 1871, og der er da også 6 kanoner her. I dag er stedet omdannet til lookout tillige med et ceremonielt område. Men sikke en udsigt.

Herfra kan man følge vejen ud til Middle Head, men vi skal mod Balmoral Beach. Har lige lidt problemer med at finde stien, men efter en lille omvej, er vi på rette spor igen. Omvejen førte os forbi Beehive Casematterne fra 1871. Fra vejsiden ser man dog kun oversiden af de lange cementerede bunkers. Skal man se dem rigtigt, skal det efter sigende være fra vandsiden.

I det hele taget har der været mange indtryk af Sydneys militære historie her langs denne del af kysten.

Og rigtig mange fine blomster på denne smukke bushvandring.

Vi forlader kysten her og går op mod Mosman og tværs over Midland Head ned på den anden side til Hunters Bay og videre ned til den smukke Balmoral Beach. Vi køber en is – hurra – det var lige hvad vi trængte til. En varm dag og en lang travetur.

Herefter skulle vi gerne finde ned til Chinamans Beach. Ruten går op gennem byen, så den er lidt svært at lokalisere. Finder dog til sidst vejen og en trappe ned til stranden. Det er helt almindeligt her, med trapper ned og trapper op igen! Så vi må op igen fra Chinamans Beach, hvorfra vi går ad en meget stejl gade ned til Spit Bridge. Herfra tager vi bussen hjem.

Det har været en flot tur med mange fine udsigter ind over havnen og Sydney, ud mod det åbne hav til North Head og South head, og ad en sti, der veksler mellem at føre os gennem skyggefulde bushområder med høje eucalyptustræer, strande, parkområder og åbne solrige strækninger langs vandet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *