En rigtig flot sensommerdag er det, hvor fjeldene spejler sig i det blikstille vand, så man næsten ikke kan se hvad der er op eller ned og danner de mest fantastiske spejlinger, der giver fine og finurlige mønstre, som kan tolkes på i det uendelige.
Øksfjordjøkelen er også i sensommerdragt. Den nederste før så hvide sne er farvet mørk og sort nu, og er egentlig ikke særlig køn at se på. Den øverste del af bræen er derimod fortsat hvid og skinner i solen. Der lyder kun sjældent bulder fra den, som om den holder vejret til vinteren igen fylder den op med et nyt lag sne. Et langt vandfald i frit fald forbinder de to halvdele.
Øksfjordjøkelen er Norges ottende største isbræ, og den eneste bræ på det europæiske fastland, der kælver i havet. Den dækker et areal på omkring 43 km2, men formindskes dog som andre bræer år for år. Det højeste punkt ligger 1204 meter over havet, og det er desuden det højeste punkt i Finnmark. Isbræen ligger i et fjeldmassiv mellem fjorden Kvænangen og Øksfjord og opfanger nedbørsskyer fra havet. I tusind meters højde falder sneen i så store mængder om vinteren, at den ikke når at tø i løbet af sommeren. Bræen siges at bevæge sig med en fart på omkring en centimeter om dagen, noget, som regnes for temmelig hurtigt.
Industri is
Før fryserne kom, var isen i Jøkelfjord en ressourse. Tre hold arbejdede døgnet rundt om sommeren med at bryde is løs fra bræen. Isen gled ned ad en rende lige om bord i de ventende både, som så forsynede fiskeindustrien i hele Nord-Norge med is. Dette var ikke uden fare, man kunne ganske enkelt få et isfjeld i hovedet. Derfor var det altid en vagt til at holde øje med isen. Midt i halvtredserne var det imidlertid slut, fryseteknologien gjorde is fra Jøkelfjord overflødig.
Evakuering under isen
Efteråret 1944 blev Kvænangen, sammen med resten af Nord-Troms, tvangevakueret. Indbyggerne i Jøkelfjord fulgte imidlertid London-regeringens opfordring om at stikke af fra evakueringen. Lige under breen opførte de derfor gammer. Dyrene blev holdt længere ude i fjorden, så veien til laderne blev temmelig lang. Jøkelfjordingene troede at de allierede var lige rundt om hjørnet, og at de kunne komme hjem igen efter en uge eller to. I stedet for, blev de opdaget ved en tilfældighet, og tvangsevakueret sydover via Tromsø. Det var nok også det bedste, for få dager efter at de var blevet tvunget ud af deres skjulestedet, ramlede en gigantisk isblok i vandet, som sandsynligvis ville have dræbt alle flygtningene. (Kilde: Nordnorge.com)
Disse historier kan man også læse på en informationstavle der er opsat ved Innervikselven.
Vi spiser frokost ved Innervikselven – vist et lemmingested, for muntre personer har anbragt døde lemminger på både bordet og ved bålpladsen. Mens vi sidder og spiser futter der lige en lemming om bag os og ned i sit hul. Forgæves forsøger jeg senere at vente på, at en af de nysgerrige små skal stikke hovedet ud igen. Så er der mere synlig gang i de små brune mus! Et sted hvor vi står og fotograferer er der fire på én gang. Der er bare mange mus i år alle steder. Ikke så sært, at fjeldvågerne er aktive.
Ruten ud til Innervikselven er fin at gå. Hvis man vel at mærke er indstillet på en sti mange steder med store sten, små vandløb og flere strækninger på stenene nede langs vandet, hvor det glatte tang gør øvelsen lidt vanskeligere. Så meget des mere nyder man de få fine strækninger på flade sletter 🙂 Der er ikke mange stigninger på denne rute..
På modsatte side af fjorden rejser Skalsatoppen sig majestætisk. For et par år siden havde vi en flot vandretur ind her. Blev sat af i båd ved udløbet af elven og gik ind til bl.a.Langdalsbræen og Sør Tverfjord. Vi passerer næsset Sjolmen, hvortil rensdyr fra Skalsa svømmer over fjorden for at vandre videre til Kautokeino og vinterområderne. Vi vil rigtig gerne overvære dette; men det er ret svært at finde ud af, hvornår det lige sker.
Store svartbag ude på vandet kalder klagende til hinanden. En skarv – måske er det en topskarv? – lander på vandet og dykker flere gange. En af gangene dukker den op med en ret stor fisk i næbbet – og på få sekunder bliver fiske mirakuløst slugt af skarven, som fortsætter jagten på føde.
Farverne på de træer, der endnu har blade skinner i de fineste efterårsfarver. Enkelte steder står der et rønnebærtræ endnu med røde bær der lyser op.
Oplevelse fra 1989
En helt anden historie, som jeg er nødt til at fortælle her er, at for efterhånden en del år siden, da Anders var 12 år, var vi tre på tur her. Vi havde en aftale om at blive sejlet ind til bræen, men vores skipper Helge i det gule hus, havde desværre brækket benet og kunne derfor ikke fragte os derind.
Det var en fin sommerdag i den periode, hvor det var lyst døgnet rundt, så vi besluttede os til at gå derind i stedet for. Stien var ikke så godt markeret som den er i dag, og da slet ikke det sidste stykke; men vi kom helt ind i bunden af fjorden meget tæt på bræen. Her holdt vi pause, fik te og frokost. Husker at Anders ikke var helt tryg ved de brag der af og til kom fra bræen, når der faldt is ned fra den øverste halvdel. Vi havde fortalt historier om, hvordan hele dette område kunne blive oversvømmet når der var kælving af isen, måske ikke det allermest pædagogiske set i bagklogskabens klare lys. Så Anders kravlede op på den største sten han kunne finde, og der sad han mens han spiste frokost 🙂
På det tidspunkt var en gruppe engelske forskere i gang med et projekt oppe på bræen. Derfor havde de afsat en rute op til bræen. Vi besluttede os derfor på stedet til, at dér ville vi bare op! Ikke nogen enkel øvelse; men op kom vi alle tre og kunne herfra gå ind over bræen. Vi holdt os til de steder, hvor forskerholdet havde gået, så vi følte os trygge nok. Det var en helt fantastisk oplevelse, som vi aldrig glemmer. Her er hvad jeg skrev i dagbogen dengang:
“Vi har besluttet os til at gå ind til Øksfjordsjøkelen. Rygsækkene bliver pakket med mad, kogegrej, regntøj o.l., hvorefter vi kører ind ad vejen til Jøkelfjordeidet og videre ind til den lille by Saltnes. Her finder vi Helge i det gule hus. Helge sejer turister ind til bræen; men har desværre brækket benet, så den indtægt bliver ikke stor i år. Han vil dog gerne fortælle – han kender bræen ud og ind, ved hvornår man på grund af kælvingsfare kan gå tæt på og ikke mindst, hvornår man skal holde sig derfra! På denne tid af året skulle der ingen større fare være, så vi går gennem hans have og er snart på stien, der skal lede os ind i bunden af fjorden og hen til bræen. I det fjerne kan vi allerede se isen, der hænger ned ad fjeldet.
Det første stykke er stien fin og let at gå på. En flok ryper jager op foran os, og et sted flyver flere dværgfalke lavt og skrigende rundt for at advare hinanden mod de forstyrrende gæster. Et større vandløb (Innervikselven – dengang var der ingen broer) er heldigvis ikke mere rivende end at det kan forceres uden at (gummi)støvlerne bliver fulde af vand. På grund af smeltevand kan det ellers være et problem først på sommeren. Jo nærmere vi kommer, bliver bræen et mere og mere imponerende syn. Efter omkring tre kilometer forsvinder stien. Vi følger kanten af en stejl klippe. Her er brat og det er svært at finde fodfæste; men det går og vi når endelig bunden af fjorden, og står ganske tæt ved bræen.
Nedskredne kælvingsrester er forbundet med toppen via et larmende vandfald. Vandmasserne fortsætter ind under den nedskredne is, og styrter ud i fjorden.
På en tange sætter vi os og slapper af med the og frokost. Få meter fra os hænger isen, og højt oppe kan vi se bræen forsvinde ind over fjeldet. Af og til lyder der en bragende lyd, når små ismasser løsner sig fra toppen og vandfaldets kraft tager til. Faktisk er kælvingen om foråret så voldsom, at den lille “sø” (Bajen), der har dannet sig her helt inde ved bræen kan blive helt tørlagt. Der er flere beretninger om folk, der er omkommet, fordi de har været tæt på bræen, når en pludselig kælving har forandret stedet til et kaos af vand, sten og is. Efter en sådan kælving sejler små isbjerge rundt længe efter, – helt ud i Kvænangen.
Vi bliver enige om, at vi vil tage turen op til bræen. Efter at have studeret kort og højdekurver over området, mener vi at have fundet en egnet rute, så vi starter fortrøstningsfuldt opad. Det er stejlt fra starten – den gennemsnitlige stigning er på 40% og vi skal 800 m. op for at være på højde med isen.
Det første stykke er birkeskov; men snart er vi oppe over trægrænsen. Det er en fantastisk besværlig tur vi har valgt. Kondiruten i den hjemlige skov i Danmark, er nul og niks i sammenligning med dette. Da vi kommer over den første klippetop virker det som om vi ingen vegne kommer. Det bliver om muligt mere og mere stejlt. Vi lokaliserer med kikkerten om der skulle være antydning af sti, men nej. Terrænet er meget vanskeligt, ikke mindst hvor der ligger en del løst sand, som er svært at få fodfæste i. Endvidere må vi holde god afstand alle tre, for at holde os fri af sten og mindre klippestykker, der let løsnes og rutcher ned. Vi bruger faktisk både hænder og fødder – må trække os op ved hjælp af klippefremspring. Det er egentligt ikke særlig rart at se nedad! Men hvilken udsigt…
Utroligvis er der konstant en ny klippetop at forcere, og oftere og oftere må vi hen over en stor klat is. Det sidste stykke op til bræen er dækket af sne, sandsynligvis fra i år. Vi må over det også, og en enkelt klippekant mere, førend vi står ved målet af vore anstrengelser. Endelig langt om længe… efter 2 1/2 times konstant opstigning, er vi oppe. Så langt øjet rækker, breder den blåhvide is sig ind over fjeldet.
Det er en utrolig fornemmelse at stå ved kanten af en isbræ og tænke på, at dele af den er flere hundrede år gammel. De store revner og spalter med dybe huller og dryppende mandshøje ishuler er som fantasifulde skulpturer. Vi nyder det er stykke tid; men vi skal ned igen! Heldigvis er turen tilbage ikke så slem som vi har frygtet. Det løse sand mellem klipperne giver ikke særlige problemer. Det er dog hårdt for knæene – og der er langt ned!
Efter en vel overstået “bjergbestigning” har vi endnu strækningen tilbage langs fjorden, så det er tre meget trætte danskere, der efter 12 timer når Helges gule hus og en ventende Kadett, der blidt fører os til de lokkende soveposer på campingpladsen.”