Nikkende Kobjælder, kælling på bjerget og havørn

2. Påskedag har vi en fin dagstur i det dejlige solskin. Først til Dokkedal, hvor både Nikkende og Opret Kobjælde blomstrer nu. En tur i bakkerne her er altid en god oplevelse. Skovbunden er hvid af anemoner og der er masser af fuglekvidder. Vi spiser madpakken på en bænk ved de gamle bådehuse.

Turen går videre til Vildmosecentret, hvor vi ser fotoudstillingen med de mange meget flotte og imponerende billeder.
Der er lavet en ny sti ud til Kællingbjerg. Den går gennem en birkeskov hen over de tidligere tørvegrave med fine spanger lagt ud, så det er let at gå.
Ved Kællingbjerg er der endda en trætrappe helt op til toppen, så vi slipper for at klatre på skråningen, som vi gjorde sidste år. Det er næsten for let 🙂
Træet står stadigvæk på toppen, nu i nytrimmede omgivelser. Der vokser mange kodrivere på toppen og nogle steder på skråningen. Klart vejr i dag, så der er en flot udsigt heroppe. Hele horisonten rundt, ind over mosen og ud mod Lindenborg, ja helt til Aalborg kan vi se.

Sidste oplevelse er vejen langs Portlandsmosen og Hegnsvej. Vi ser et par rørhøge og da vi stopper for at drikke te ved fennerne, er vi så heldige at se en ung havørn, der har travlt med at lede efter føde. Blandt alle hættemågerne svømmer et par gråstrubet lappedykkere, og vi ser en enkelt grågås med ællinger.

Mælkebøtter sat på vodka

maelkeboettesnapsTænk at de blomster man ikke gider at ha’ i sin græsplæne, og derfor bruger kræfter på at stikke op hvert år, kan give så dejlig en snaps.

De første mælkebøtter i græsplænen og i græsengen er blevet plukket. De gule kronblade er hældt over med vodka. De skal trække i 2 uger, og stå yderligere 2 uger efter filtrering. Jeg prøver en ny opskrift i år. Det er kryddersnapse.dk, som havde et nyt tips. Sidste år trak den kun få dage, og smagte fint, men nu prøver jeg noget nyt i år.

Lidt kreativt fra kludekassen

Patchworktæppe

Patchworktæppet her fik jeg færdig for noget tid siden. Det måler ca. 150 cm x 160 cm og det allermeste er syet i hånden. Det blev til et dejligt vattæppe med grå fleece som bagbeklædning.

 

 

grydelapperW

Grydelapper kan man altid bruge, her er et par, som har et fint broderet stykke i midten. Det er klippet ud fra en broderet dug, som min mor har syet engang. Jeg har fået flere gamle håndsyede duge og mellemværker, som jeg skal muntre mig med i den kommende tid. Håber ideerne kommer myldrende 🙂

lille-pung-t-hoeretelefonerEn lille pung til høretelefonerne, eller til noget andet der ikke fylder ret meget.

Lærkerne synger

Vi kom til Egense i går, og fik huset “lukket op”. Alt var heldigvis fint.
Flot vejr med masser af sol. Østenvind, så temperaturen kom ikke over 10 grader. Lærkerne synger bare for fulde hals 🙂

Vi gik en tur ud til skoven. Her var nogle få mirabelleblomster sprunget ud. Sjovt så forskelligt det er fra længere sypå i landet, eller bare inde ved Aalborg. Her ude ved havet er alting lige et par skridt bagefter.

mirabelleblomster

 Der var store flokke af stære på engene, en del viber og gravænder der fouragerede i det lave vand ved kysten. Og selvfølgelig massevis af måger.

De første anemoner

Så er vi tilbage i Danmark igen, og bliver mødt af lunt vejr og sol. Vi går en tur langs Hansted Å ned til Hansted Skov. Der er meget fugleliv, hele tre musvåger i luften over os og en masse småfugle. Vi ser for første gang bjergvipstjert – der er to af dem, som hopper rundt på stenene i åen tæt ved Vandværkssøen.

Langs Hansted Å

Langs Hansted Å

Og så ser vi anemoner i blomst 🙂 Det er vist de tidligste anemoner vi har set, og der er fine gæslinger mange steder på piletræerne.

Den første anemone i år

Den første anemone i år

gaeslinger

Fine lysegule gæslinger

 

Blå himmel, sol og masser af sne

morgen-soendaguge3

Så er det flotte vejr tilbage. I dag søndag er der minus 9 grader, blå himmel og sol her til morgen. Bare dejligt!
Dagen bliver brugt til en lang tur på trugerne ad scooterløypen, videre ind over “vores” multebærslette og op gennem skoven til vandværket. Helt utrolig kart vejr i dag, som giver skarpe kontraster mellem de hvide fjelde og den blå, blå himmel.
Vi ser i kikkerten at der er flere skiløbere på vej op på Lasslettind.

Det er let at se fodspor fra dyr i den fine sne, hvor ingen ellers har gået.
Vi ser faktisk næsten helt sikkert spor efter gaupe (los) – jeg fotograferede sporene, og tjekkede dem på nettet og er 90% sikker.

Der er masser af rævespor og vi ser pludselig, at et af sporene ender ved et træ? Det viser sig, at her er indgangen til ræveboet. Sjovt.

Efter den lange tur på trugerne, fortsætter vi på ski. Det bliver igen på “tumlepladsen” nede på vejen og lidt hen over markerne. Det går lidt bedre denne gang. Der ligger et lag nysne de fleste steder, som er lettere at løbe i end den isede overflade.

Sidst på dagen får vi en flot rød solnedgang. En værdig slutning på en fin dag.

Solnedgang

Solnedgang

Drittvejr!

Snestormen er over os

Snestormen er over os

Det er bare ordet for vejret lige nu! Oversat til dansk er det “lortevejr”. Det er nu ikke helt sandt, for ind imellem er det lidt fint alligevel. Men vi savner at gå ture. De sidste dage har virkelig været våde med regn, rusk og plusgrader. Vi skal have trugerne på, når vi går rundt udenfor. Det milde vejr og al regnen har gjort den hårde sne porøs, så man pludselig synker i til knæene.
I dag har vi faktisk en regulær snestorm.

Nu er der kun 6 dage tilbage af vores ferie her – det er utrolig som tiden flyver afsted. Inden vi ser os om, er vi tilbage i Danmark igen, og længes sikkert tilbage til drittvejret 🙂

I går var det også “vaffelvejr” – så der blev bagt vafler til eftermiddagsteen. Vi har gemt dejlig multebærsyltetøj fra i sommers heroppe. Det er godt til vafler; men også godt til morgenmaden. Bager også rugbrød, så nu må det kunne slå til indtil vi rejser hjem.

paaskeaeg

Freja påskeæg

Jeg har klippet og sendt gækkebreve til Jacob og Isabella – glemte at tage et billede af klippene; men de er nu på vej til Australien.
Gækkebreve er en dansk tradition, som de ikke kender i Australien, så det har været lidt sjovt at indføre og holde den tradition ved lige. Den største udfordring har været at skrive gækkevers på engelsk. Der findes meget få man kan genbruge på nettet – og det er ikke let at oversætte de små finurligheder, der ligger i de danske gækkevers. Jeg mangler Lotte til lige at hjælpe mig med lidt engelske versefødder.
I år har vi købt norske påskeæg af Freja chokolade til børnene – så det er da noget nyt.
Måske er Sebastian også stor nok til at forstå legen med gækkebreve 🙂

Det er de indendørs sysler igen i dag. Med iPad, PC, bøger o.l.

Kontraster i nord

Det er kontrasternes tid i disse dage her i Storeng. Fredag har vi det flotteste solskin med knaldblå himmel og hvide fjeldtoppe.

Birketræer - sne og blå himmel

Birketræer – sne og blå himmel

Vi går en lang tur ud over markerne og op gennem skoven, Har trugerne på – det er en super opfindelse! Man kan ganske enkelt gå hvor som helst med de futter spændt på støvlerne 🙂

Lørdag begynder det dårlige vejr så at rulle ind over os ude fra havet. Fjelde og skov forsvinder omkring os, sigtbarheden bliver meget lav. Det sner en del; men da her er plusgrader bliver det ikke liggende; men smelter igen.
Det bliver hård vind sidst på dagen og om aftenen med vindstød op til stormstyrke. Huset ryster lidt engang imellem; men står heldigvis fast og godt.
Det er også lørdag vi fejrer vores 45 års bryllupsdag. Med rensdyrpølser og et glas rødvin 🙂

Søndag er en helt igennem gråvejrsdag med sne det meste af dagen.

snevejr og gråt

snevejr og gråt

Vi ser to havørne lige her oppe over skoven en dag. På turen fredag ser vi en del spor af elg oppe i skoven, så de er her, selv om vi aldrig ser dem! Også ræven har vi set krydse vejen en dag. Der er masser af rævespor i sneen, så måske er han ikke helt alene?
Småfugle er her småt med. Lidt fyrremejser og musvitter. Kigger langt efter de snespurver, der plejer at være her?

Nye artikler og nye billeder

Hvis du ikke har været inde på siden “Seneste artikler og billeder” i et stykke tid, kan det nok betale sig at kigge forbi. Den seneste tid har vi haft travlt med at få lagt nye artikler ind, både fra Norge og fra Australien. Samt billeder til alle artiklerne.

Især den den store tur fra Western Australia er vokset til hele 4 selvstændige artikler med masser af billeder til illustration.
Den gamle artikel (som nu er slettet) var fra en artikel vi havde skrevet til bladet “My Planet”, hvor den blev trykt og anvendt som en appetitvækker for deres rejsebureau. My Planet havde også hjulpet os med forskellige flybilletter og bookinger. Men meget har vi nu også selv klaret undervejs.

Det har været sjovt at genopleve turene så intens, som det har været, når alle dagbogsoptegnelserne bliver læst igennem. Så jeg håber, at også du får en hyggelig stund, hvis du vælger at læse artiklerne, eller bare se billederne.

Der kommer snart nye og bedre billeder på siden med Cape York.

Første skitur

Vi har vi været ude på ski for første gang i eftermiddag 🙂
Det var sjovt – og SVÆRT! Det skal ikke gå ret meget nedad, før det går for stærkt… Erik er desværre bedst – ikke at det kommer bag på mig!
Heldigvis har vi alle tiders “kravlegård” her lige neden for huset, så vi skal nok få det lært. Men, som Erik sagde bagefter: Det varer nok lige lidt før vi stiller os i kø ved Lasslett tind 🙂
Vi mangler lige lidt ny løs sne, det er svært at styre skiene på den hårde og glatte sne/is.

Karen på ski

Karen på ski

 

Så går det noget lettere med sneskoene (trugerne) – dér kan jeg være med.

Vejret er fantastisk i dag. Masser af sol, stille vejr og 2 grader her i eftermiddag.
Vi så lidt nordlys fredag aften.

foerste-skiturEW

Erik på ski

 

Det har ellers været lidt hårdt! Vi røg begge to ind i en omgang influenza med 40.4 (Karen) i feber tirsdag morgen. Feberen blev slået ned af en omgang penicillin, og vi klarede turen herop. Er stadigvæk noget trætte – hoster og snotter en del.

 

 

 

 

huset-i-vinterstemningW

 

Udsigt fra køkkenvinduet

Udsigt fra køkkenvinduet