Storeng – 70 grader nord

To uger har vi været her, og har allerede nået at lave og opleve en masse.
På vores grund er der blevet klippet, luget og genfundet stier, trapper og siddesteder fra sidste år. Vejen rundt om hytteområdet er blevet trimmet for højt græs både i midten og langs siderne.

Vi har været en tur oppe i skoven lige bag huset. Nede ved fyret og gået langs stranden. Erik har fisket nogle gange, og der ligger allerede flere poser dejlige fileter i fryseren.

Multemarkerne er blevet inspiceret – der er mange blomster nu; men også mange planter, der ikke har sat blomst endnu. Der er godt gang i vandfaldet i Storengelven. Her syntes de to fjeldvåger ikke rigtig om, at vi opholdt os. De må have rede her, for det er ofte sket, at vi ser dem netop her.
Undervejs hører og ser vi en høgeugle. En af vores naboer har sat flere redekasser til høgeugler op her i området.


Stort set fra dag et, har vi observeret urfugle. En han spadserer over indkørslen, og to nætter underholder de os efter vi var gået i seng. Torsdag flyver en hun op fra grunden da vi kommer hjem fra Alta.

Tirsdag den 23. juni holder vi vores egen lille Sct. Hansaften. En heks bliver sendt afsted og vi får stegte pølser og pandebrød. En lille whisky til “dessert”. Nu for andet år i træk må det næsten være blevet til en tradition?

Første fjeldtur er fra Baddereidet, en rundtur på fjeldområdet Unna Riidervarri. Søndag går turen til tops på Mikkaltinden. Her ser vi en stor flok rensdyr nede i dalen ved elven. Der er en vældig foto-villig fjeldrype, og vi finder den fine, lille, rødlilla Rhodondendron art Arktisk Alperose for første gang. Den har jeg godt nok kigget meget efter i mange år på fjeldture, og så er den her pludselig 🙂 Stort!

En morgen kan vi i kikkert se en flok spækhuggere nede i fjorden. Der er en 4-5 stykker. Om aftenen er der pludselig en havørn tæt ved huset mens vi spiser.

Overliggeren på rækværket rundt om terrassen er blevet malet. Torsdag er vi på tur til Alta, hvor vi får handlet en masse ting.

Der har været mange fugle siden vi kom. Sjagger, vindrossel, kvækerfinke, broget fluesnapper, musvit, dompap, løvsanger, urfugl, havørn, fjeldvåge, dværgfalk, høgeugle, fjeldrype.

Og blomsterne vælger frem alle steder. Der er specielt mange fine lyngarter i fjeldene så tidligt på sæsonen: Blålyng, kryblyng, kantlyng og rypelyng.
Orkideerne er så småt på vej op. Der er masser af smørblomster, engblommer og vandranunkel. Multebær er i blomst, nogle blåbær i blomst og nogle tyttebær ligeså. Vi har set Arktisk Alperose, masser af gule fjeldvioler nu, hvor de blå hunde violer (eller sætervioler?) er ved at være færdige. Vi har set følfod for første gang, der er tue-stenbræk og tue-limurt mange steder på fjeldet. Ja, det er bare nogen af de mange, mange blomster vi ser. Storkenæb, fine blå skov forglemmigej er der også overalt og gederams er på vej.


I denne uge gør vi klar til at få besøg fra på søndag, af vores allerbedste venner fra Danmark. De er lige nu på vej op gennem Norge og oplever en masse spændende ting undervejs, inden de kommer til os.
Vi glæder os meget til at tage dem med på ture og vise dem “vores” område.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *