Tag-arkiv: blåbær

Efterår, Nord-Norge, 70 graders nordlig bredde

I september er efteråret på sit allerhøjeste her i Nord-Norge. Med helt forrygende farver overalt. De gule og gyldne birketræer, hvor bladene drysser af ved den mindste vind, røde blåbærris og alt det indimellem er smukt både i sol og regn. Regn og dis har der så også været en del af, men heldigvis super, flotte solskinsdage ind imellem. Til gengæld har vi fået mere sne end vi plejer i denne måned. Snegrænsen er krøbet længere og længere ned. Det overrasker os faktisk lidt på fjeldturen ved Alteidet den 20. september, at der er SÅ meget sne! Vi har ikke tænkt på at tage vanter og snesko med 🙂 Sne og sten er en lidt besværlig og glat konstruktion. Men superflot er det og en stor oplevelse.

Næste gang har vi garderet os med vanter og endda staver. Det gør livet lidt lettere i glat og stejlt føre. Stavene er dog besværlige at jonglere rundt med, når der også skal være plads til kamera og kikkert, så normalt går vi uden. Det bliver turen inde i Bognelvdalen, op langs Villreindalen og Øverplasselva, hvor sne i fjeldene igen møder os. Et vildt og flot landskab her, som imponerer os igen og igen.

To anderledes ture har vi midt i måneden. Vores “nye” dal langs Russerelven ved Langfjorden, bliver udforsket næsten helt op til de første søer, og for første gang er vi helt inde ved canyonen og vandfaldet i JonLarselven i Burfjorddalen. Begge ture ender ud i et lidt uvejsomt, spændende område, hvor vist ikke mange andre færdes.

 

Vi må selvfølgelig også en tur ind i Navitdalen. Det er sådan en fin efterårstur med store sletter, søer, fjelde og Navitelven med de imponerende vandfald. Igen i år er der mange tyttebær, så der bliver lige plukket 2-3 kg.

Fredag den 27. september er der så endelig sol fra en skyfri, blå septemberhimmel. Vi er tidligt afsted til Riidevaras, og bliver belønnet med en meget smuk tur. Blikstille vand i søerne og spejlinger så klare, at man ikke kan se forskel på op og ned. Turen bliver lang, vi går i godt 6 timer, så det er luksus at returnere til hytten, hjemmelavet pizza og et glas rødvin.

Det er svært at beskrive det at være midt i de store og vidtstrakte fjelde, der bare fortsætter og fortsætter ind over, eller ender bratte ved hav og fjord.
Stilheden her, og fornemmelsen af at være ét med naturen må man selv opleve for at kunne fornemme. Det er store følelser, når man giver slip.
Billeder fortæller heller ikke alt. Der skal som regel forceres stejle skråninger – besværlige stenras – krat, sumpe og store eller små vandløb. Det ender dog altid med at være besværet værd.

Vi hører og ser ikke særlig mange fugle undervejs, men ved Russerelven er vi heldige at se et par vandstære, og på fjeldet ved Bognelven er der sørme en kongeørn. Den har vi ikke set før, men er ikke i tvivl, da den er så flink at give sig til kende med sin stemme og vi kan se de hvide pletter på undersiden af vingerne.
Tretået spætte ser vi i skovområdet ved fjorden tæt på vores hus. Den har travlt med at hakke i birketræerne.

Ture ned til fjorden har der været mange af. Også i denne måned. Her er altid fint. Lige nu står gederams på det sidste med knaldrøde og gyldne farver i mange nuancer. Der er små flokke af toppet lappedykker og edderfugle i fjorden, engang imellem svæver en havørn og altid er der fin udsigt mod Kvænangstinderne. Også her har vi fred og ro og møder meget sjældendt andre folk.

Bærhøsten er nu slut og har været stor igen i år med omkring 34 kilo i alt fordelt på multebær, blåbær, tyttebær, revling, vilde hindbær og her til slut tranebær. Nogle små bæster at plukke… Også enebær har vi fået, de skal bruges til mad og til snaps.
Det har været et stort arbejde at plukke, rense og sylte det hele. Men vi glæder os til at nyde de lækre resultater.

For første gang, har der ikke været et eneste rensdyr at se på vores mange fjeldture. Men så fik vi lige kompensation, idet en flok på omkring 50 dyr fandt vej til vores eng bag skoven. Her fik vi årets rensdyrbilleder i “kassen”, samt en fin oplevelse oveni. Vi kom ret tæt på dem, de var næsten ligeglade med os, havde bare travlt med at guffe græs.

Nu står oktober klar. Vi har kun kort tid tilbage her i det nordlige, før vi pakker sammen og drager mod Danmark igen. 

Tranebær og årets bærhøst

Årets sidste bærhøst er en dejlig posefuld tranebær. Det er ikke altid så let at finde gode steder med tranebær, og ofte er der kun få bær ad gangen. Men denne dag er vi heldige og kan plukke et helt pund på samme sted 🙂
Så nu er der dømt tranebærkompot til både Mortensanden og juleaften.

Bærhøsten i år har igen været rigtig fin. Vi har plukket 22 pund multebær, 17 pund blåbær, 15 pund tyttebær, 7 pund revling, 830 g. vilde hindbær og 550 g. tranebær. Så mon ikke vi har forråd nok til næste år 🙂 der skulle vist også være basis for et glas syltetøj til familie og venner.

Farveidyl i september

Mikkaltinden – Reinfjellet – Villreindalen

Tre meget forskellige og smukke efterårsture. Den først tur går til tops på Mikkaltinden. Selv om der er pæn stigning på, er det en let tur, fordi der er grusvej hele vejen op. Sidst vi gik her i maj, var der endnu sne på vejen. I nat blev der drysset et pudderlag af nysne på de højeste fjeldtoppe. Den fine sne smelter dog stort set i løbet af denne fine solskinsdag. Endnu ligger der lidt sne på toppen af Laslettind, Olderbakkfjellet og hen over Tverrelvtinderne. Dalen for foden af fjeldene hvor Vikselva snor sig ud og ind er stor og vid. Der går en pæn lille flok rensdyr dernede. Det varer ikke længe før den store rensdyrsamling skal finde sted.

Tur nummer to går op gennem Reindalen til Reinfjellet. Vi tager rygsækken på hjemmefra og går op gennem skoven og vandfaldet langs Burfjordelva. Denne dag er vi oppe på en ny top (740 moh) i Mefjell massivet, hvorfra vi kan se ind over de to søer Mikkeldalvatna for enden af Mikkeldalen. Langt mod nord, kan vi også se et godt stykke ind over bræen Øksfjordjøkelen. Der er lange strækninger her med morænebakker, som er dejlig lette at gå på.
Vi går op til varderne på toppen af “Trehakkene”, som de kaldes lokalt. De tre toppe, som vi kan se hjemme fra huset. Den sidste varde dropper vi dog i dag, der er så mange sten at kravle rundt i undervejs, så det må vi have til gode.
Flotte farver og som sædvanlig en fantastisk udsigt heroppefra. En lang tur denne dag på hele 28.095 skridt.

Tredie tur går til Langfjordsbotn og videre ind i Bognelvdalen. Vi parkerer og går op gennem skoven forbi Bubbelen og ender oppe på de store sletter, der strækker sig milevidt her. Alle steder krydser rensdyrstier ud og ind på begge sider af elven. Farverne i dag er ubeskrivelige! Nok den flotteste dag vi har haft i år. Alle nuancer ligger som et farvemosaik af gule, røde og brune farver over fjeld og skov. Her er flere specielle vandfald. Vi spiser frokost i bunden af canyon’en ved et vandfald, som vi “fandt” i foråret.
Længere inde i Villreindalen langs Ørplasselva (der er en sideelv til Bognelva) er det specielle vandfald, hvor der kommer et ekstra lille fald direkte ud af et hul i fjeldvæggen.

Sikke heldige at være med så fine solskinsdage.

Stemningsbilleder fra septemberdage

Ture i fjeld og skov lige nu er helt unikke, hvor farverne, udsigterne og stemninger er uudtømmelige.

Revling er der så meget af, at man ikke kan undgå at træde i dem!! Der bliver plukket godt 2 kg revling til saft og en pose dejlig røde tyttebær til syltetøj.

Tænk, så meget godt man kan få ud af naturens gaver, både for øjet, sjælen og maven 🙂

Lørdag var der så fint vejr, at vi kunne sidde på terrassen og nyde en hyggelig frokost.
Og så MÅ jeg lige have disse to dejlige udsigtsbilleder med 🙂

Naturens bær. Bålpladsen og aftenstemning

Så har vi igen plukket en spandfuld blåbær. I går blev det til knap 9 pund. Det er mageløst så mange blåbær der er her – men vi må vist til at stoppe. Jeg tror vi efterhånden har plukket 26 pund. Der ligger mange i fryseren, og der er lavet syltetøj og saft. Bagt skønne blåbærmuffins, og til morgenmad kommer der friske bær eller syltetøj på Kulturmælken (=A38 heroppe) og müslien. En smootie står også på programmet. Der er masser af muligheder, hvis man har lyst.
I dag har jeg lavet omkring 3 liter saft på gammeldags maner. Jeg har taget min saftpose + stativ med herop. Trods alderen, fungerer det stadigvæk fint.

En flaske er blevet fyldt op med blåbær og snaps. Det skal nok blive til et velsmagende udtræk engang om et årstid. Trækketiden varierer fra 2 måneder til 1 år, så nu må det komme an på en prøve, hvor længe min skal stå.

Der er også vilde hindbær i år. På grund af det varme sommervejr er der masser af fine bær, så det blev til lidt syltetøj, muffins og en skøn bunke hindbærsnitter, lavet efter Mette Blomsterbergs opskrift i stedet for min den gamle. Forskellen er, at hun bruger vaniliesukker, (nå nej – den der skønne, dyre Polynesiske vaniliestang, som desværre i min version nødvendigvis blev erstattet af helt almindelig vanilliesukker!) og at de først bliver lagt sammen med hindbærmarmelade efter at de er bagt. Resultatet blev godt.

Vi havde tændt bål den anden aften og spiste aftensmaden nede ved bålpladsen. Det blev til stegte makreller og kartofler og gulerødder i folie.

Sent på aftenen, hvor solen står lavt farves himmelen orange og senere rød ind over Burfjorden.

Brug gerne kontaktformularen, hvis du får lyst til opskrifter.

 

 

Nordpå igen

Så er vi endelig i hytten i Storeng igen. Efter en lang køretur op gennem Sverige og lidt af Finland i dejlig sommervejr. Her er blomster og langt græs nærmest overalt. Indkørslen er forvandlet til en græseng og gederams, rølliker og blå musevikke lyser op overalt. Vores trapper er næsten forsvundet i blomster og græs. Der er modne blåbær på grunden og masser af tyttebær undervejs. Solskin da vi kom om aftenen, men overskyet det meste af dagen i går. Alligevel stille og fint vejr, med mulighed for en kop the på terrassen ind imellem arbejdet på grunden, udpakning og at finde sig til rette i hytten igen. Det sidste er nu meget let 🙂

Erik har allerede klippet stier og omkring alle trapper i terrænet, så vi nu kan se trinene og gå sikkert op og ned igen på grunden. Alt i hytten er helt i orden, der har lykkeligvis ingen problemer været i de mange måneder vi ikke har været her. Et par store grene er brækket af vores træer, men i skoven er flere  træer væltet. Så nogen blæst har der været her.

Vi har været på en lille inspektionstur oppe i “vores” skov bag hytten. Her varer det lige lidt før det store blåbæreventyr kan starte. Selv om vi kan småspise af blåbær, er de mange steder grønne endnu. Vi ser frem til masser af gode ture i dette ret så kuperede terræn i de kommende uger.