Tag-arkiv: olderbakkfjell

Olderbakkfjell og Laslettind

Så har vi været der igen, en smuk efterårsdag i september – på toppen af Olderbakkfjellet 900 moh. Det højeste fjeld i vores nabolag, som vi har gået til tops på. Herfra er der den mest  forrygende udsigt, 360 grader rundt. Vi kan bl.a. se ned til bunden af Jøkelfjorden, hvor isbræen Øksfjordjøkelen hænger med sin nederste klat mod vandet. Klatten som dog med årene er blevet mindre. Bræen kælver fortsat i fjorden som den eneste i Norge. Vi kan se ind over den yderste kappe af sne og is, som bare fortsætter mange kilometer ind over fjeldet og dækker et areal på omkring 41 km2. Højeste punkt på bræen er 1191 moh, og det er samtidig Finnmarks højeste punkt. Øksfjordjøkelen er Norges 9. eller 10. største isbræ alt afhængig af kilden.

Turen starter fra Parkeringspladsen ved vejen mod Jøkelfjord. Herfra går det støt opad til toppen af Laslettind på 819 moh. Fra Laslet er der en lille kilometer videre til Olderbakkfjellet. Vi fortsætter et lille stykke langs kammen mod Koppartind, der med sine 930 moh er det højeste punkt.

Fra Olderbakkfjell kan vi mod nordvest se helt ud i Loppahavet. Her er der skræmmende dybe kløfter og stejle klipper ned mod Jøkelfjorden og lidt venligere skråninger ned mod Burfjorden og Alteidet. Der går grupper af rensdyr hist og her på flere af de små sneklatter. I fred for insekterne 🙂

Undervejs op mod Laslet ser vi en isranunkel i blomst. Det er usædvanligt så sent på året. Normalt blomstrer den i juni, det er en af de tidlige blomster. En lille undselig smuk blomst, der stikker op mellem klipperne de mest ugæstfrie steder. Tak fordi du ventede på os 🙂
Også en havørn cirklede roligt rundt over fjeldtoppen.
Turen op og ned er stejl visse steder, hård, men ellers let at gå.

 

Toptur til Laslettind og Olderbakkfjeld

I dejlig solskin starter vi turen op ad fjeldet Laslet lidt i elleve om formiddagen. Det er fjerde gang vi tager denne toptur, så vi kender efterhånden noget til terrænet.
Først skal vi lige omkring et lille vandløb for at se, om der også i år er mange gøgeurter her. Det er der desværre ikke – forsommeren har været kold, så de planter vi ser er små og næsten ikke sprunget ud. Fint er her alligevel – og der er masser af andre blomster.

Turen op til toppen er lige så lang som den plejer, og “blæsebælgen” kommer på arbejde! Da vi når op til stenområdet finder vi de første isranunkler. Utroligt at de små, smukke blomster kan klemme sig op mellem klipper og sten.

Vi nyder udsigten fra toppen ved varden – 819 moh – mod Alteidet, Burfjorden og Klubben.
En fjeldvåge svæver hen over fjeldryggen.
Bagud kan vi se Olderbakkfjeld og Øksfjordjøkelen. Det er også vores udsigt mens vi spiser frokost. Således med fornyede kræfter fortsætter vi op på Olderbakken. Ruten herop ser pærelet ud; men fakta er, at det går op og ned og ud og ind mellem sten og klipper, og endda også over et pænt stort stykke sne, der endnu ikke er smeltet fra vinterens sne – før vi endelig står 900 meter oppe ved varden og har den mest forrygende udsigt hele horisonten rundt.

Vi ser et par ryper heroppe og en lemming. Går lidt videre hen over fjeldryggen mod Koppartind. Gyser ved kanten af en kløft med næsten frit fald ned mod fjorden. Nede i dalen mod Låvan er der et par småflokke af rensdyr, der hviler i sneen.

Vi må jo ned igen, så efter et stykke tid løsriver vi os og tager turen retur, nedad og nedad. Med lidt ømme knæ kan vi sætte os ind i den firehjulede, som venligt kører os hjem.
Turen tog 6 timer.