Tag-arkiv: midnatssol

Midnatssol på Stuora Riidevarri

Så har vi været der igen! På toppen af Stuora Riidevarri (723 moh). Torsdag nat er der endelig iflg. vejrprognoserne udsigt til midnatssol. Det er længe ventet 🙂
Vi har haft flere overskyede, våde og kolde dage end normalt i år i slutningen af juni og begyndelsen af juli. Men nu er sommeren kommet!
Vi pakker rygsækkene og kører op til Baddereidet først på aftenen. Her parkerer vi og starter turen op til toppen. Her er så fint med blomster og smukke farver overalt. Det virker, som om der er flere i år, end der plejer, og smukt er det.

Turen op til toppen af fjeldet er altid en smule uforudsigelig. Her er ingen afmærket rute, så man må selv finde vej. Vi ender som som vi har planlagt, helt oppe, hvorfra der er et fantastisk udsyn ud over fjorde, øer og fjelde. Mageløst! Svært at forholde sig til, at klokken er 23:30 og tæt på midnat, Der er en smule diset ude i horisonten og små tågeformationener begynder at danne sig nede over havet. Solen skinner alt det bedste den har lært 🙂
Vi nyder midnatssolen en god timestid. Får også en tiltrængt kop varm kakao til at lune maver og fingre på. På en af søerne heroppe er der stadigvæk is på vandet, og der ligger sne flere steder. 

Undervejs nedad ser vi en rype, og der bliver flittigt taget billeder af blomster og udsigter igen. Midnatssolen giver terræn og vegetation et helt særligt skær. Først ved 03-tiden er vi hjemme i hytten igen. Det har endnu engang været en uforglemmelig flot tur, som altid er sliddet værd.

 

At gå! Vandreture i Nordnorge

Der er for tiden kommet stor opmærksomhed på det ”at gå”.
Gå dig til mere livsglæde. Og til et sundere liv!

Der bliver både knyttet videnskabelige undersøgelser, gode argumenter og fordele ved at gå.
Nogle af resultaterne er, at man kan nedsætte risikoen for forskellige sygdomme, skærpe hukommelsen og kreativiteten, ja, der er ikke grænser for superlativerne i den forbindelse.

Fakta for os er, at vi har det godt med at gå. Vi kan bekræfte, at det giver en masse energi og holder vores fysiske form ved lige. At det giver livsglæde og godt humør, og at det virker sundt for sindet, at have ro til at lade tankerne vandre sammen med fødderne.
At det så måske også forlænger levealderen er da ikke så dårligt.

Heldigvis behøver man ikke at gå Caminoen for at lade op i krop og sjæl. Det kan man gøre alle steder. Vi har stort set altid gået! Det er ikke kun når vi er i Norge, at vi går. Det gør vi året rundt. Der er selvfølgelig forskel på at vandre til tops på et fjeld og at gå en tur rundt på veje og stier i midt- og nordjylland. Men på bundlinjen er det ens, kroppen har det godt, og man er tilfreds med sig selv, fordi man tog endnu en tur, og allerede i gang med at planlægge den næste, det går der nemlig også sport i, det at finde nye, udfordrende og smukke områder.

De små ting gør ofte en tur til en god oplevelse. Det kan være en efterårstur, hvor birketræerne lyser gyldne på fjeldet, og hvor farverne giver helt nye mønstre i landskabet. Det kan være lyden af en fjeldvåge, eller en lille flok ryper, der flyver op foran dig. En mus, der løber over stien, eller lyden fra en elv .
Når man går tur sammen, behøver man nødvendigvis ikke at snakke sammen. Det er helt tilladt at lade sine egne private tanker flyve.

Enhver gåtur er ny, også selv om det er i de samme fjelde, de samme skove, på de samme veje, som vi har gået på tidligere. Tænk så stor forskel det kan gøre at gå til venstre hvor man plejer at gå til højre. Pludselig er der nye dale og nye toppe, der skal udforskes. Vejret og lyset er forskelligt, og årstiderne skifter.

Vi har altid kamera og kikkert med på tur. Altid! Og vi tager massevis af billeder. Og vi elsker det. Det giver os et helt unikt blik for farver, linjer og små detaljer i naturen, en gruppe træer, en speciel aftenhimmel, nogle bær eller en blomst.
Desuden giver det mange dejlige timers arbejde med billederne ved computeren i vintermånederne. Nogle af billederne havner på Eriks hjemmeside med fotos: https://www.dissingphotopulse.com/, nogle her på vores hjemmeside og et stort, blandet udvalg bliver til en fotobog for året der gik.

Vi er så heldige, at vi har hytte i et område med store muligheder for ture i fjeld, skov og langs fjord. Et u-udtømmeligt lager af oplevelser. Det er igen blevet til mange ture fra juni til oktober denne sommer. Vi har lavet et kort over området, der viser hvor de forskellige lokaliteter er, samt en kort beskrivelse over turene med billeder og nogle steder links til tidligere artikler.
Klik her og gå til beskrivelse af turene, der er plottet ind med numre på kortet. 

 

Aftentur til tops på Unna Riidevaras

Søndag har vi et fantastisk flot vejr. Sol og blå himmel hele dagen. Op til 20 grader i skyggen. Vi spiser både frokost og aftensmad på terrassen. Herligt!

20 grader i skyggen - træerne er ved at være grønne - smukt, smukt

20 grader i skyggen – træerne er nu grønne næsten overalt

Solen skal skinne hele natten iflg, metereologerne, så vi har besluttet os til en sen fjeldtur.
Vi kører op til Baddereidet ved 22-tiden og går op over fjeldet. Her går en flok rensdyr allerede, det må være de allerførste, der er kommet helt fra vinterområderne ved Kautokeino.

Fjeldene er høje her, så vi jagter de toppe, som solen endnu kan nå. Den er nok ikke så højt på himlen her sidst på aftenen endnu, det er trods alt kun 6 dage siden midnatssolen startede her hos os. Der er dog sol hele aftenen ind over Sørstraumen.

En helt stille og fantastisk fin aften og nat. Vi får en kop varm kakao og et stykke nybagt kryddertyttebærkage mens vi nyder udsigten ud over Kvænangstinderne, hvor solen har farvet himlen i gule farver.

Flere af blomsterne her på fjeldet er allerede ved at lyse op. Purpur Stenbræk, Fjeldpryd og den lille røde kryblyng. Dværgbirken har store bristfærdige knopper, kun et enkelt sted er der lysegrønne blade. Men det varer ikke længe før de farver fjeldet grønt i store områder. Finder et par rensdyrgevirer, det ene er fældet for nyligt.

Ved midnatstid er der stadigvæk sol på toppen af Daumannstinden, så måske er han målet for en midnatssoltur? 🙂

Hjemme igen tager vi lige endnu et billede af “vores” Kvænangstinder. Klokken er næsten 1 om natten, det er da mageløst 🙂

Midnatssolen skinner endnu på Stuora Riidevarri

Torsdag aften går vi fra Baddereidet op på fjeldet Stuora Riidevarri, 722 moh.
Det er ved at være sidste udkald for at se midnatssolen nu – solen dykker kortvarigt ned under horisonten om få dage.

Stille og forholdsvis lunt vejr (= masser af myg!!) så det er fint at gå. Der er så mange blomster overalt. Plettet-Gøgeurt og Skov-Gøgeurt vrimler som sædvanlig op flere steder, og denne gang støder vi også på en stor plet med massevis af Alpe-Tjærenellike.

Midtvejs mod toppen er et par fjeldvåger bestemt ikke tilfredse med vores ankomst. De bliver ved med at flyve klagende rundt længe efter at vi er gået forbi. Senere ser vi et par fjeldryper, nogle stenpikkere og hører hjejlen.

Da vi endelig når toppen bliver vi belønnet med et flot, flot solskin. På trods af en del skyer, kan solen skinne uhindret og kuglerund oppe over fjeldene indtil efter midnat. Store tågeskyer bliver dannet ud over havet, vokser og bevæger sig opad. Snart er øen Spildre forsvundet ligesom alle de andre øer og havet. Nu ligger der kun en blød hvid dyne hen over landskabet. Det ser vildt flot ud!

Vi drikker en kop varm kakao med et stykke chokolade til. Det gør godt, for faktisk er der lidt køligt her på toppen.
Efter en masse billeder tager vi turen ned igen i ét hug – og allerede 01:30 står vi ved bilen. En stor oplevelse rigere.
Tågedisen har indhyllet toppen inden vi når helt ned, så man må sige at vi har kendt vores besøgstid.

Midnatssol på Laslettind

Midnatssol set fra toppen af Laslettind

Midnatssol set fra toppen af Laslettind

Søndag aften pakker vi de små rygsække og kører hen til foden af Lasslettind. Vi skal op på toppen – 817 moh – for at se midnattsolen.

Vejret lige nu er helt forrygende. 31.1 grader i skyggen i dag, og det varme vejr ser ud til at holde sig i det mindste ugen ud. Fantastisk. Solen skinner fra en blå, skyfri himmel, så chancen for at se midnatssolen i nat er bare 100%.

Turen op til toppen går fint. “Blæsebælgen” kommer lige i gang 🙂 Der ligger endnu en del sne; men det er ikke noget problem. Undervejs tager vi os tid til at nyde alle de mange fine fjeldblomster. Og der er nok at kigge på. Isranunkel er sprunget ud nogle få steder, og nede ved spangerne er der de fineste Bukkeblad.
Vi hører og ser fjeldryper flere gange. De lyder, som en dør der knirker 🙂 så det er ikke til at tage fejl af. Bl.a. er der en lille flok hanner på en 5-6 stykker på vej nedad, og en enkelt gang ser vi også en hun.

Oppe på toppen kan vi bare ikke få armene ned over den flotte udsigt vi bliver belønnet med. Solen skinner på os og giver os en flot kulør i ansigtet :-). Vi må dog lige ha’ myggeolien frem, myg og fluer bliver lige en tand for nærgående til vores svedige kroppe.
Burfjorden ligger spejlblank under os. Det er bare så smukt.
Vi går lidt rundt heroppe – Erik er næsten helt ovre på Olderbakktind. Bræen Øksfjordjøkelen breder sig ud over fjeldet med masser af sne og is. Den danner en hel væg ud mod kanten oppe på toppen.

Ved midnat tager vi mange billeder af solen, som står rimelig højt på himlen, og endda et godt stykke over fjeldene endnu. I den periode vi er heroppe, kan vi se at den bevæger sig nordover mod øst.
Drikker en kop varm kakao med kiks og chokolade til, inden vi tager turen nedad igen. Solen er nu drejet så langt østover, at den følger os hele vejen ned. Spejlingerne i fjorden er røde som klipperne.

Hjemme igen er “vores egen” udsigt igen imponerende her kl. 02:30 om natten.
En flot tur på omkring 6 timer. Godt at vi fik denne fine oplevelse.

Kvænangsfjeldene kl. 02:30

Kvænangsfjeldene kl. 02:30

Sommeren kom en lørdag :-)

Så kom sommeren endelig for alvor. Vi har haft et skønt solskinsvejr i dag med temperaturer helt op til 17 grader 🙂 Wow! Har spist frokost på terrassen for første gang i år.

6-frokost

Fredag var vi en tur ved Langfjordbotn, hvor vi kørte ind til Bubbelen. En lille naturperle, med en underjordisk elv, der bobler ud fra fjeldet op i en lille selvskabt sø, og fortsætter som et formidabelt vandfald ned i dalen. Der var god gang i Bubbelen, sikkert på grund af smeltevand fra sneen. Bagefter gik vi over i skoven, hvorfra man kan se hele det imponerende vandfald.

Tur til Svanefjeldet onsdag. Vi må træne os op til de lidt mere krævende ture, så en god start er “Svanefjeldet rundt” med en afstikker op til Svanevatnet. Så tre rensdyr i skoven.

Vi nyder rigtig de lange, lyse aftener og er stadig forundrede over lyset ved midnatstide.
Det første billede er fra onsdag aften kl. 24, hvor der var en del skyer; men hvor solen alligevel lige fandt fjeldene. De to sidste billeder er fra henholdsvis fredag aften kl. 24 med klar himmel natten igennem, og lørdag morgen.

Naturen byder hele tiden på motiver, en perlemorssommerfugl, der bare sad på en sten lige foran døren, blåbær i blomst og de fine fjeldvibefedt. Erik var nede ved fiskestedet igen, og solen glimtede forunderlig flot i vandet. En lille sjaggerunge sad på en gren og kiggede på os, og her til aften har vi igen haft fjeldvågen hen over huset. Det ser ud som om det er lige her, den fouragerer, for vi ser den – eller dem for der er to -, stort set hver dag.